|
Profeten Muhammad (saws)
anden del for de
store. Seerah
(Islamisk
historie fra Profetens fødsel, hans opvækst, profetskab, etablering af
islamisk samfund, udbredelsen af Islam indtil Profetens (saws) død.) År
570 er omkring 1400 år siden. Det var på den tid, da Profeten Muhammad
(saws) blev født i Arabien. Dengang var alting helt anderledes end det er
nu. Der var ingen biler, ingen store fabrikker, ingen computere og ikke
engang blyanter. Folk i hele verden levede for det meste i små byer, hvor
husene som regel var lavet af ler og plantedele og man kendte ikke så meget
til folk andre steder i verden. Folk i Afrika havde ikke hørt om indianerne
i Mellemamerika og eskimoerne på Grønland vidste ikke, at der levede
mennesker med en anden hudfarve i Australien. Men der var nu nogle folk, der
rejste rundt. Det var folk, som tog til andre områder langt væk for at købe
og sælge forskellige varer, som fx smykker, stof, krydderier, håndarbejde
og lignende. Der
var også andre, der kom til fremmede lande, det var soldater eller krigere.
Store områder i verden var nemlig kontrolleret af nogle få mænd, som
elskede magt og rigdom. Derfor sendte de soldater ud for at bekrige andre
folk, så de kunne få nye landområder. Alle de områder de fik i deres
magt, var deres imperier. Det romersk-byzantinske rige var der, hvor vi i
dag har Grækenland, Italien, Spanien, Tyrkiet, Palæstina, Israel, Egypten,
Libyen, Tunesien, Algeriet og Marokko. Det persiske imperium var det, vi i
dag kender som Iran. I
Vesteuropa var der mange forskellige små grupper af folk, som bekrigede
hinanden for at få fat i hinandens rigdomme og land, i Danmark og Sverige
var det f.eks. vikingerne. Kina havde ellers været et stort samlet land,
men så var de forskellige folk begyndt at bekrige hinanden. Indien var delt
i små stater, som var i krig med hinanden. Andre steder i mere øde områder
var der banditter, som overfaldt folk og stjal, hvor de kom. Hvis man kigger
på et verdenskort, vil man se, at der var krig og ingen orden i store områder
af verden. Der
var ikke mange skoler dengang. Almindelige mennesker gik ikke i skole. Det
var kun folk med magt og penge, som fik deres børn i skole, og der var
ingen piger, som kom i skole. I skolen lærte drengene som regel kun at sige
digte eller religiøse tekster udenad. Så de fleste folk vidste ikke særlig
meget om noget, og kun nogle få mennesker kunne læse og skrive. Hvis der
var nogen dygtige og kloge mennesker, brugte man dem som regel til at
opfinde nye ting, som man kunne bruge i krig. F.eks. skulle de opfinde bedre
våben eller lave gode planer for, hvordan de kunne vinde i krig. Ingen
tænkte på at lære om fysik, biologi, kemi, geografi, kunst og så videre.
Og bøger var luksus, som kun de rige havde råd til. Araberne
havde ingen fælles konge eller leder. De levede i deres små grupper, eller
stammer, hvor alle på en eller anden måde var i familie med hinanden. Hver
stamme var ledet af en Sheik, han havde ret til at bestemme alt. Hver stamme
fungerede, som om de var et lille land for sig selv, de havde deres egen
leder og deres egne regler. Folk fra andre stammer var fremmede, og hvis en
blev uvenner med en fra en anden stamme, hjalp man altid den fra sin egen
stamme, lige meget om han havde ret eller uret. Mange gange overfaldt de
forskellige stammer hinanden, bare for at vise hvor stærke de var. Araberne
havde mange forskellige religioner, nogen var kristne, nogen var jøder, men
de fleste troede på, at der var mange forskellige guder, de var
afgudsdyrkere. De lavede små figurer af ler eller træ, som de bad til og
som de troede kunne hjælpe dem. Araberne var meget vilde. Når de angreb
andre eller tog folk til fange, slog de dem ihjel på de mest uhyggelige måder.
Mange arabere kunne ikke lide at få pige-børn, så de begravede de små
babyer levende. Det var almindeligt at spille og drikke masser af vin og
alkohol. En mand kunne gifte sig med lige så mange kvinder han ville, endda
sin egen mor!. Det eneste gode, man kan sige om araberne på den tid, er, at
de var meget modige, og at de behandlede deres gæster meget godt. En gæst
blev altid budt velkommen, og kunne blive lige så længe han ville. En
af de arabiske stammer hed Quraish og de boede i byen Mekka. Ifølge folkene
fra Quraish stammede de fra Profeten Ibrahim, hans hustru Hager og deres søn
Ismail. Som du nok husker, var Hager og Ismail de første der bosatte sig i
det område som blev til byen Mekka. Quraish stammen var afgudsdyrkere. De
havde meget magt i Mekka, hvor der også levede andre arabiske stammer.
Mange af folkene i Mekka var handelsfolk, de elskede rigdom og magt, men der
var også mange fattige mennesker der. De havde det rigtig dårligt, fordi
der ikke var nogen der hjalp dem.
Profeten
(saws) og de ”første” muslimer Islam
er en gave, som Allah har sendt til alle os mennesker. For Allah er det lige
meget om der er èn muslim eller flere millioner muslimer. vi skal ikke
tilbede Ham fordi han har brug for det, og vi skal ikke lære om Islam for
Hans skyld. Når vi er muslimer, er det fordi, det er det bedste for os. Det
er os der har brug for Allahs hjælp og det er os, der har brug for at leve
et godt liv, så Allah vil elske os og give os gode ting i dette liv og i
det næste liv. Allah har
ikke brug for dem og Allah er fri fra alle behov. (64:6) Her
kan du læse om Profeten (saws) og nogle af de første muslimer.
Det
skal her nævnes, at hilsnen salalahu aleihi wa salam, (Allahs fred og
velsignelse være med ham) hver gang Profetens navn nævnes.
I teksten betegner vi hilsnen med forkortelsen (saws). PROFETEN
MUHAMMAD (saws) Muhammed
(saws) blev født i Arabien i stammen Quraish. Han voksede op som forældreløs.
Hans far døde før han blev født, og hans mor døde da han var lille.
Muhammed voksede derfor op først hos sin bedstefar, Abdul-Muttalib og
derefter hos sin onkel Abu Talib. De holdt begge meget af den forældreløse
Muhammed og de tog sig godt af ham. Da Muhammed blev stor og stærk nok til
at kunne arbejde, begyndte han at arbejde som hyrde i udkanten af Mekka,
hvor han boede. Muhammed
(saws) var stadig bare et barn, da han arbejdede som hyrde. Senere da
han blev lidt ældre, plejede hans onkel Abu Talib at tage ham med på
handelsrejser til andre områder. Abu Talib og mange andre mekkanere var
nemlig handelsmænd. De tog på lange handelsrejser, og deres kameler bragte
mange forskellige varer med tilbage til Mekka. Dette var en god og spændende
oplevelse for Muhammed (saws), og da han blev ældre kunne han selv lede
handelskaravaner. I
Mekka boede der en rig enke der hed Khadijah. Hun ejede flere
handelskaravaner og hun ansatte Muhammed (saws) til at lede karavanerne. Der
tog hun en klog beslutning, for Muhammed (saws) var en ærlig og dygtig
handelsmand. Senere giftede Muhammed (saws) og Khadijah sig, de boede i
Mekka, hvor de levede lykkeligt og fredeligt med deres børn. Som
årene gik og Muhammed (saws) blev ældre, begyndte han at tænke over mange
ting. Selv om han var lykkelig med sin lille familie, var der mange ting som
bekymrede ham. Han gik ofte op til bjergene udenfor Mekka, og i en hule i
Hira-bjerget plejede han at sidde i fred og ro og tænke; Hvordan var det gået
til, at han der engang var et forældreløs barn, nu var blevet en rig mand?
Han tænkte også; Jeg har en god kone og dejlige børn, men alligevel er
jeg ikke helt lykkelig!. Muhammed
(saws) vidste godt hvorfor det var sådan, for han havde længe været
bekymret over situationen i Mekka: De fattige fik ingen hjælp, ingen hjalp
de forældreløse og de syge fik ingen behandling. Folk i Mekka var vist
bare interesseret i at tjene penge. Og når de havde tjent nogen penge ville
de bare have mere!. Disse
tanker havde plaget Muhammed (saws) i årevis. Men så en dag da Muhammed
(saws) var 40 år var han i sin hule i Hira-bjerget og en engel vist sig for
ham. Englen som hed Jibril (Gabriel) sagde blandt andet til Muhammed (saws): ”Forkynd
i din Herres navn, Ham som skabte, som skabte mennesket af en klump af blod”. (al-Alaq:
) Muhammed
(saws) forstod hvad englen mente. Han skulle gå til Mekka og fortælle
folk, at Allah har skabt mennesket, at Allah har skabt alt det menneskene
har brug for og at menneskene derfor skal være taknemmelige overfor Allah.
Menneskene skal bede til Allah og skal følge Ham. Det er Allahs vilje at
man skal tage sig af de syge og fattige, og at man altid skal sørge for at
gøre godt og leve et værdigt liv. Gør man det, vil man efter døden få
stor belønning fra Allah. Men de der med vilje gør ondt, vil få en streng
straf, hvis ikke de ærligt fortryder det de har gjort og beder Allah om
tilgivelse. I
begyndelsen var Muhammed (saws) urolig, for han havde aldrig set en engel før.
Alligevel forstod han at englen havde givet ham svar på alle de spørgsmål,
som havde plaget ham. Muhammed (saws) havde længe undret sig over hvem der
havde hjulpet ham og nu forstod han at det var Allah (swt). Han havde jo også
tænkt på hvorfor folk i Mekka var så nærrige og grådige overfor de
fattige, og nu vidste han, at det var fordi de var ulydige overfor Allah.
Men Allah har skabt mennesket og alt andet, så derfor må menneskene adlyde
Allah (swt) og kun Ham. Da
Muhammed (saws) kom tilbage til byen, fortalte han sin kone Khadijah, hvad
der var sket og alt hvad englen Jibril havde sagt. ”Allah vil aldrig lade
der ske dig noget ondt” sagde hun til sin mand, ”for du gør mange gode
ting. Du holder familier sammen, du hjælper de fattige og andre der har
brug for det, du behandler dine gæster godt og du klarer tålmodigt
vanskeligheder og er ærlig”. Muhammed
(saws) blev selvfølgelig glad for at hans kone også troede på Allah og
ville støtte Ham. Han begyndte at fortælle sine venner om englen Jibril og
om hvad Jibril havde sagt til ham. Til at begynde med, var det kun nogle få
stykker der var interesseret i, hvad Muhammed fortalte. De fleste hørte
ikke efter, for de havde så travlt med at tjene penge, så de havde ikke
tid til at tænke på Allah. I
tiden derefter fortsatte englen Jibril med at vise sig for Muhammed (saws),
og han mindede hele tiden Muhammed (saws) om de samme ting. Muhammed var
blevet udvalgt til at være Allahs profet, og det var hans opgave at fortælle
folk at de skulle gøre godt og at de ikke måtte tilbede andre end Allah.
Muhammed (saws) skulle også fortælle dem, at de skulle give nogle af deres
penge til de fattige. Endelig
begyndte Muhammed (saws) at få tag i/ at komme i kontakt med folket i
Mekka. Han talte på en venlig og god måde om, hvad Allah ønskede de
skulle gøre: Når du har nok at spise og der er fattige, som sulter, må du
give dem noget af din mad at spise og noget af dit tøj at have på. De syge
skal plejes og man skal tage sig af de forældreløse. Hvis du gør dette
som Allah ønsker, vil du få belønning. Men Muhammed (saws) måtte også
advare dem om, at hvis de ikke gjorde det, ville de få en hård straf fra
Allah. Desværre
var der mange mennesker, som bare lo af det Muhammed (saws) fortalte dem.
Men endnu værre var det, at de nægtede at tro på Allah, så de fortsatte
med at tro på, at det var vigtigere at have mange penge. Nogen af dem
kastede endda sten efter Profeten (saws), og de dræbte nogen af dem, som
fulgte ham og troede på Allah. De blev mere og mere ondskabsfulde, og til
sidst besluttede de sig for at få Muhammed (saws), hans venner, slægt og
familie ud af byen. De sendte dem til en dal ved bjergene udenfor Mekka og
ingen fik lov til at besøge dem eller at tage mad til dem. Der måtte de
blive i 3 år og mange gange var de så sultne, at de måtte spise blade fra
træerne, for de havde ikke noget mad. Livet
var så hårdt og efter nogen tid der døde Muhammeds kone Khadijah.
Muhammed (saws) blev meget ked af det, men så kom englen Jibril og
forklarede profeten Muhammed (saws) at Allah ville hjælpe ham. Han skulle
tage sin familie og sine venner med sig væk fra Mekka og til en anden by,
der hedder Medina. Englen sagde at folkene i Medina ville høre på ham og følge
Allah (swt). Muhammed
(saws) bad sine børn og venner om at forlade Mekka og tage til Medina og
alle som troede på Allah og som kun tilbad Ham rejste, de sidste der tog
fra Mekka var Muhammed (saws) og hans ven Abu Bakr. Men dette var ikke nok
for folkene i Mekka, nu ønskede de også at dræbe Profeten (saws), fordi
han havde talt til dem om deres dårlige handlinger, men det lykkedes for
Muhammed (saws) at komme ud af Mekka, mens Folkene var på vej for at dræbe
ham. Ali, Profetens modige fætter, lagde sig i Profetens seng, så folkene
skulle tro, at Muhammed (saws) stadig var der. Men Muhammed (saws) og Abu
Bakr var allerede kommet langt væk fra Mekka, og der gemte de sig i en hule
for at ingen skulle se dem. Da
folkene opdagede at det var Ali, der lå i Profetens seng og at Profeten
(saws) var sluppet fra dem, blev de meget gale, men der var jo ingenting de
kunne gøre på det tidspunkt, for Muhammed (saws) var allerede langt væk
fra dem og deres onde planer. I
Medina modtog Muhammed (saws) flere budskaber gennem englen Jibril. Alle de
budskab som kaldes åbenbaringer blev samlet i en bog som hedder Koranen. I
Koranen kan vi læse hvad Allah har sagt til menneskene. Muhammed
(saws) og de troende troede på Allah og bad kun til ham, de var lydige mod
Allah og gjorde som Allah ønskede de skulle gøre, derfor blev de kaldt
muslimer. Alle de, der tror på Allah, tilbeder Ham og lever som Allah
forklarer at vi skal i Koranen, er muslimer. De som ikke tror på Allah, som
ikke vil leve som Allah ønsker det og som prøver at angribe og dræbe
muslimer, er vantro. Efterhånden
begyndte muslimernes fjender at forstå, at de ikke kunne klare sig mod
muslimerne, når de havde hjælp fra Allah, til sidst sagde de til sig selv;
”Vi må opgive at slås mod dem, for ingen er stærkere end Allah (swt).
Vi kan ikke vinde over Muhammed (saws), for Allah er på hans side. Det er
nok bedre at vi også tror på Allah og kun tilbeder ham”. Muhammed
(saws) og de troende var meget glade for, at de mange krige endelig var
ovre. Allah havde hjulpet dem som Han havde lovet dem, nu kunne de rejse
tilbage til Mekka, hvor de havde været de første, som troede på Allah (swt). Da
de kom til Mekka, bad de alle sammen. Bagefter blev nogle af dem i Mekka,
mens andre rejste tilbage til deres hjem i Medina, hvor de havde slået sig
ned. Efter dette besøgte muslimerne i Medina en gang om året Mekka fordi
Ka’baen var der. Ka’baen
er et stort stenhus uden vinduer, som ser ud som en stor kube. Huset er
bygget af profeten Ibrahim (as), som levede længe før Muhammed (saws). Når
du ser Ka’baen bliver du mindet om, hvad Allah har fortalt menneskene de
skal gøre; De skal tro på Allah, De skal kun tilbede Ham og de skal altid
handle godt. Dette er Allahs bud til mennesket. Allah, som har skabt
mennesket og universet, har sendt mange profeter til menneskene med
budskaber fra Ham. Muhammed var altså den sidste af disse profeter, og da
han døde efterlod han sig Koranen, hvor hele Allahs budskab er nedskrevet. I
Koranen kan du også læse om nogle af de andre profeter, som Allah har
sendt og som levede længe før profeten Muhammed (saws). Nogle af dem kan
du også læse om i denne bog. Aisha bint Abu Bakr
as-siddeqah - de troendes moder
Aisha
var Profetens hustru, abu Bakr’s datter og en meget dygtig og lærd muslim
og leder. Her er historien om Aisha og hendes liv sammen med Profeten, hvor
hun lærte så meget om Islam. Da
Abu Bakr kom hjem og hørte nyheden, blev han egentlig glad, men der var et
problem, for han havde allerede for længe siden lovet en anden mand,
al-Mut’im ibn Adi’s søn, at han måtte gifte sig med Aisha. Abu Bakr
sagde: ”Jeg er ikke en mand, som bryder mit løfte, men lad mig spørge
al-Mut’im om han stadig vil have hende”. Da
Abu Bakr kom hen til al-Mut’ims hus, blev han klar over, at al-Mut’im
ikke var glad for at Abu Bakr og hans familie var blevet muslimer, og at de
ikke længere tilbad afguderne i al-Ka’ba, derfor var han ikke mere
interesseret i, at hans søn skulle giftes med Abu Bakr’s datter. Abu
Bakr skyndte sig hjem og bad Khawlah om at invitere Profeten (saws) til Abu
Bakr’s hus, så han kunne fortælle Profeten (saws) at han meget gerne
ville lade Aisha gifte sig med ham. Før
de blev gift, kom englen Jibril til Profeten (saws) og vist ham et slags
billede af Aisha på et stykke grønt silkestof, og Jibril sagde: ”Dette
vil være din hustru i dette liv og i det næste”. Sådan
gik det til, at Aisha blev gift med Profeten (saws), hendes brudepris var
500 dirham. Aisha
var bare 6 år gammel, da Profeten (saws) giftede sig med hende. Det lyder
nok lidt mærkeligt for os i dag, men man skal huske at de ikke holdt
brylluppet før flere år efter, da Aisha var blevet 9 eller 10 år, og at
Aisha da var en meget dygtig og moden pige, der kunne klare mange ting, og
som på flere måder var nærmest voksen. Bryllupet
Profeten
havde nu fået bygget den første moské, og ved siden af, var der en
afdeling med værelser til ham og hans familie. Aisha var nu blevet ca. 9 år
og var allerede en ung moden pige. Det var derfor blevet tiden hvor de
skulle holde bryllup og hun skulle flytte ind i Profetens hus. Brylluppet
var simpelt, muslimerne havde jo forladt deres huse og forretninger i Mekka,
så der var ingen af dem, som havde mulighed for at slagte et får og holde
stor fest. Men Umm Ruman havde fået nogle af kvinderne i Madina til at gøre
Aisha fint istand, hun fik vasket og ordnet sit hår og blev pyntet. Da hun
var færdig, lod de hende sidde i hendes værelse, og så kunne Profeten
(saws) og gæsterne komme. Da de var kommet, fik de bragt en skål med mælk.
Profeten (saws) drak først af skålen og så gav han den til Aisha, men hun
var for genert til at tage den, så Asma opfordrede hende til at drikke, og
så drak hun. Derefter blev skålen sendt rundt til de andre gæster. Aisha i Profetens hus
Aisha
boede nu i et værelse, som lå i forbindelse med moskéen. Det var bygget
af ler og palmeblade. Hendes eneste møbel var en madras, som lå på gulvet
og et forhæng, som dækkede indgangen til hendes værelse. Men det var i
dette enkle værelse, at mange vers fra Koranen blev åbenbaret til Profeten
(saws), og det var i dette værelse, at Profeten (saws) senere blev
begravet. I dette simple værelse startede Aisha et liv fuld af oplevelser,
hun oplevede nogle af de vigtigste øjeblikke i islamisk historie og hun
videregav meget vigtig viden om profetens liv til muslimerne, så vi siden
da, har kunnet lære, hvordan vi bedst følger Profetens eksempel. Aisha
var ung og smuk, hun havde store øjne og krøllet hår. Hun var hurtig i
opfattelsen, intelligent og havde en usædvanlig god hukommelse. Fordi hun
var så ung, så huskede hun meget præcist, hvad hun så og hørte, og hun
var hurtig til at lære. Alle vidste at Profeten var særlig glad for hende.
Han tog stor hensyn til hendes unge alder, og lod hende have tid til sine
veninder og til forskellig leg og spændende begivenheder. For eksempel så
de engang sammen på nogle abyssinske krigere, der lavede en opvisning med
deres våben i moskéens gård. Aisha kunne godt lide den slags oplevelser,
og hun stod længe bag ved Profeten (saws) og så på den flotte opvisning. Aisha
fik ingen børn, for sådan havde Allah (swt) bestemt det, men hun passede
og tog sig kærligt af sin søsters søn Abdullah, derfor var der mange som
kaldte hende Umm Abdullah. Hun tog sig også af mange af sine nevøer og
niecer, og hun var en god ”mor” for dem. Profeten
blev helt forvirret over al den sladder, og Aisha blev meget ked af det, da
hun opdagede, hvad folk sagde om hende, for hun havde jo ikke gjort noget
forkert. Men så fik Profeten en åbenbaring fra Allah, som beviste overfor
alle, at Aisha ikke havde opført sig dårligt. I åbenbaringen siger Allah,
at folk ikke skal sladre om hinanden og at man vil få en stor straf for at
lyve og digte historier om andre. Allah fortæller også muslimerne, at man
skal bevise, at det man siger om andre er rigtigt, ellers skal man tie
stille. Aishas
farvel til Profeten (saws) Profeten
(saws) var netop kommet tilbage fra Hadj, da han følte sig syg. Hans
hustruer skiftedes til at tage sig af ham og passe ham. Men Profeten blev
mere og mere syg, og da han en dag flere gange spurgte, hvem der skulle
passe ham næste dag, forstod de, at han ønskede at det skulle være Aisha.
Så de andre hustruer lod Aisha passe ham derefter. En
sen morgen lå Profeten og hvilede sit hoved op af Aisha. På hans ansigt
kunne man tydeligt se at han havde ondt. Aishas bror kom ind med en miswak i
munden og da Profeten (Saws) så på den, kunne Aisha forstå på ham at han
gerne ville have den. Asha fik miswaken fra sin bror og gjorde den parat til
Profeten (saws) så han kunne rense sine tænder. Broderen gik, og Aisha sad
og fjernede sveden fra Profetens pande med koldt vand, da han sagde: ”Oh
Aisha, sandelig, døden er smertefuld”. Hun følte hans hoved tungt imod
sig, og var klar over at Profeten (saws) var død. Hun lagde sit hoved på
puden og græd. Senere
blev Profeten begravet hvor han døde - i Aishas værelse. De
lærdes lærer Aisha
var en af de fire sahaba, som har viderefortalt mere end 2000 ahadith. Hun
fik den velsignelse at opleve Profetens sidste tid, og Allah (swt) gav hende
den store ære, at lade hende sidde med Profeten (saws) i sine arme da han døde.
Hendes hus blev et vigtigt sted for lærdom og vejledning. Abu Musa har for
eksempel fortalt, at når nogen var i tvivl om et hadith, så spurgte de
Aisha. En anden sagde engang, at hvis man samlede al den viden som Aisha
havde på den ene side, og alle andre kvinders viden på den anden side, så
ville Aishas viden være størst. Derfor var hun kendt som de lærdes lærer.
Aisha frygtede og elskede Allah højt, hun levede et enkelt liv, også da
muslimerne fik et rigere liv, efterhånden som muslimernes område blev større
og deres samfund udviklede sig. Hun gav det, som khaliffen sendte hende til
andre, og hun glemte endda at beholde noget til sig selv. Aisha
levede alligevel et rigt liv, ikke på ting men på viden og oplevelser og på
grund af sit nære forhold til Profeten (saws). Hun har været meget
betydningsfuld for muslimerne dengang og i dag.
Der
var gået 58 år efter hidjrah, da Aisha en dag følte sig sløj, hun fik
det hurtigt værre og efter kort tid døde hun. Aisha fik ingen børn, men
hun blev de troendes moder. Og muslimer rundt i hele verden laver hver dag
du’a for hende i deres salah. Fatima
- islams juvel
Profeten
Muhammad (saws) nævnte fire kvinder, som var de bedste i hele verden, og
hans datter Fatima (måtte Allah være tilfreds med hende) var en af dem. Dette
er den sande og inspirerende historie om Fatimas liv. Det er en historie om
et enkelt livssyn, om kærlighed og hengivelse, om tro og mod. I denne
historie findes megen sorg og smerte, men der findes også evig glæde og
lykke. For
meget længe siden, ja mere end 1400 år, levede der en lille pige, som hed
Fatima. Hendes fader hed Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med
ham), og moderen hed Khadijah (måtte Allah være tilfreds med hende). Fatima
var et af seks børn, hun havde tre ældre søstre, som hun elskede højt,
og hun var meget lille, da en af dem giftede sig og flyttede hjemmefra for
at skabe sit eget hjem. Fatima
var bedrøvet over dette, men hun var ikke alene. Udover forældrene, boede
Baraka der, en venlig og rar kvinde, som havde passet på og hjulpet hendes
far, siden han var lille. Desuden boede Ali der, han var faderens fætter,
og Zayd, en ung mand, som Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med
ham) havde taget til sig. Fatimas
kærlige moder Khadija og Baraka var altid rare ved hende, og hun levede
lykkelig og tilfreds. Ali var omtrent to år ældre, og var som en bror for
hende. Fatima havde haft to brødre, men de døde begge to, da de var små. Da
Fatima var fem år, fik hun at vide, at hendes far var specielt udvalgt af
Allah til at være Rasul Allah, som betyder Allahs sendebud. Som Allahs
sendebud måtte Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) først
fortælle sin familie og sine venner de gode nyheder om Islam. Han fortalte
dem om Den Ene Gud, Allah, han sagde også, at de skulle være gode og holde
sig væk fra det onde, at de skulle være venlige og hjælpsomme mod dem,
som var i nød. Khadijah forklarede Fatima om det, som var faderens opgave. Fra
nu af kom Fatima nærmede sin far, og hun følte en dyb kærlighed til ham.
Hun var ofte ved hans side, når han gik rundt i de smalle gader I Mekka for
at besøge Kaba’en, eller når han gik til hemmelige møder, da han
fortalte de første muslimer om Islam. En
dag, hun var ikke en gang ti år, gik hun sammen med faderen til Masjid al
Haram, hvor Kaba’en står, faderen stod med ansigtet vendt mod den, og han
begyndte at bede, mens Fatima stod ved siden af ham. En gruppe mennesker kom
mod dem (de var fra Quraysh), de ville ikke tro på Islam, og de ville
heller ikke have, at Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham)
skulle fortælle folk om Islam. En af dem var kendt under navnet Abu Jahl,
og han var Muhammads (Allahs fred og velsignelse være med ham) onkel. Mens
Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) stod bøjet i bøn, krænkede
og spottede Qurasherne ham, de kastede også jord på Profetens (Allahs fred
og velsignelse være med ham) skuldre. Kan du tænke dig, hvordan Fatima følte
sig? Hvad skulle hun, en lille pige, stille op? Hvad skulle hun gøre? Hun
gik hen til sin fader og børstede jorden af ham, så stillede hun sig vredt
op foran de ondskabsfulde mennesker og råbte til dem. De svarede hende
ikke, og det virkede ikke som om, de følte nogen skam over det, de havde
gjort. Den ophøjede profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) løftede
panden fra jorden og hævede hænderne i bøn, han bad Allah om hjælp imod
de vantro fra Quraysh. En
anden gang var Fatima med faderen, da han gjorde tawaf rundt om Kaba’en.
Da nogle fra Quraysh omringede ham og prøvede at kvæle ham med hans egne
klæder. Fatima råbte og skreg på hjælp, og en af profetens (Allahs fred
og velsignelse være med ham) trofaste følgesvende, Abu Bark skyndte sig
frem og klarede at få ham fri. Han spurgte Quraysherne, om de ville dræbe
Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) kun fordi, han sagde:
”Min Herre og Opretholder er Allah alene”, men Quraysherne blev ikke rørt.
I stedet for begyndte de også at slå Abu Bakr, de slog ham, til blodet
begyndte at strømme fra hans ansigt og hoved. Som
tiden gik, så Fatima ofte faderen og de første muslimer blive behandlet
lige så brutalt. Hele familien led meget på grund af Quraysherne. De to søstre
Ruqayyah og Umm Kulthum led også, fordi de var gift med mænd, der var imod
Islam. Ruqayyahs og Umm Kulthums brutale mænd lod sig da også skille fra
dem og sendte dem hjem til
faderen igen. Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) var glad
for at få døtrene hjem, og Fatima var overlykkelig. Desuden ønskede alle,
at den sidste søster Zaynab skulle skilles fra sin ikke muslimske mand, så
hun også kunne bo sammen med dem igen. Både
Ruqayyah og Umm Kulthum var lykkelige over at være hjemme hos forældrene på
ny, men efter kort tid giftede Ruquayyah sig igen, men denne gang med en
muslim, som hed Uthman. De forlod Mekka for at komme væk fra de onde
Qurayshere og rejste over Rødehavet til Afrika, hvor de boede i mange år. De
vantro Qurayshere blev mere og mere brutale imod Profeten (Allahs fred og
velsignelse være med ham) og de første muslimer. Til sidst tvang
Quraysherne dem til at rejse fra deres hjem og drage til en ufrugtbar dal
lige uden for Mekka, på det tidspunkt var Fatima kun tolv år gammel. Muslimerne
led i denne ufrugtbare dal, der fandtes kun lidt mad, så de sultede og
havde det dårligt. Quraysherne tillod ikke nogen at hjælpe dem, komme med
mad til dem eller på anden måde at have noget med dem at gøre. Alligevel
fandtes der nogle, som var modige nok til at hjælpe dem af og til. I
tre år var muslimerne omringet i denne dal, hvor de led så meget, og
Khadijah, Fatimas mor, døde kort tid efter dette. Samme år døde også en
af Profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) onkler, Abu Talib,
som altid havde været god mod Muhammad (Allahs fred og velsignelse være
med ham). Dette år blev da også kendt som Bedrøvelsens år. Fatima
græd og græd, så meget, at folk troede, hun skulle dø af sorg. Men
alligevel var hun ikke noget svagt barn. Hun indså, at hun måtte stå ved
faderens side for at være en hjælp og støtte for ham, især nu hvor
moderen var død. Fatima passede så godt på faderen, at folk begyndte at
kalde hende for Umm Abi-ha (sin fars mor). Ofte blev problemerne med
Quraysherne for meget for Fatima. En gang kastede Quraysherne sand i
faderens hoved, så da han kom hjem, og Fatima så ham, græd hun, mens hun
børstede sandet væk. ”Græd ikke”, sagde Profeten (Allahs fred og
velsignelse være med ham) trøstende: ”for Allah beskytter din far.” Profeten
(Allahs fred og velsignelse være med ham) følte en speciel kærlighed for
Fatima. Han sagde engang, at hvis nogen glædede hende, glædede de også
Allah, og hvis nogen gjorde hende ondt, ville Allah Selv blive misfornøjet. Fatima
(måtte Allah være tilfreds med hende) fik navnet az-Zahra, som betyder,
den strålende. Hun fik det på grund af sit strålende ansigt, der så ud
som om hun sendte lys ud. Profeten
(Allahs fred og velsignelse være med ham) navngav fire kvinder, som de
bedste i verden, og Fatima var en af dem. Det er let at tænke sig, hvor højt
Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) må have elsket hende. Fatima
var meget lig faderen. Aisha, en af Profetens (Allahs fred og velsignelse være
med ham) koner sagde, hun aldrig havde set nogen, som lignede Muhammad
(Allahs fred og velsignelse være med ham) så meget som Fatima, både når
det gjaldt, hvordan hun snakkede, sad og ellers opførte sig. Aisha
sagde også, at når Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) så
Fatima komme, rejste han sig, kyssede hende og bød hende velkommen. Han førte
hende hen til sin egen plads og bad hende sætte sig. Fatima gjorde det
samme, når Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) besøgte
hende. Hun rejste sig altid glad, ønskede ham velkommen og kyssede ham derpå. Fatima
havde pæne manerer og snakkede på en venlig måde. Hun brugte meget tid på
velgørenhedsarbejde, hun var altid specielt rar overfor de fattige og gav
ofte alt hendes mad væk, tiltrods for at hun selv var sulten. Hun ønskede
heller aldrig at leve sit liv i luksus. Fatima var klog og veltalende, så
folk fik ofte tårer i øjnene, når de hørte hende tale. Til
sidst rejste muslimerne fra Mekka til Medina, hvor de håbede på at få lov
til at leve i fred og vokse i styrke efter prøvelserne og lidelserne i
Mekka. I Medina boede Fatima sammen med faderes i et enkelt hus, som han
havde bygget ved siden af Moske’en. De havde meget at gøre, mange blev
muslimer, og mange kom langvejs fra for at møde Profeten (Allahs fred og
velsignelse være med ham) og lære om Islam. Mange af dem var fattige, og
nogle af dem havde ikke engang deres eget hjem. Disse mennesker boede i en
del af Moske’en, som kaldtes Suffaen. Fatima hjalp ofte til med at tage
sig af disse mennesker, samt at skaffe mad til dem. Muslimerne
måtte også drage på lange vandringer og rejser, eftersom det fremdeles
ikke var trygt i landet. Engang kom Profeten (Allahs fred og velsignelse være
med ham) tilbage fra en rejse udenfor Medina. Som sædvanligt gik han først
til Moske’en for at bede, så gik han, som han så ofte gjorde, for at træffe
Fatima, før han hilste på resten af familien. Fatima ønskede ham
velkommen med kys, mens hun græd. ”Hvorfor
græder du?” spurgte Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) .
”Jeg græder over at se dig, åh Allahs Profet” (Allahs fred og
velsignelse være med ham), sagde hun. ”Du er bleg og medtaget, dine klæder
ser slidte og fattige ud.” ”Åh, Fatima”, sagde Profeten (Allahs fred
og velsignelse være med ham) kærligt. ”Græd ikke – for Allah har
udset din far til en gerning, som Han ønsker skal indgå i alle verdens
hjem, både i byerne, landsbyerne og i teltlejrene (i ørkenen).” På
denne måde forstod Fatima, hvor vigtigt hendes fars arbejde for Allah var.
Hun forstod, hvilken enorm opgave han havde. En
vigtig og spændende begivenhed i Fatimas liv fandt sted, da hun havde boet
i Medina et års tid. Hun var blevet en dejlig og yndefuld ung dame, Blandt
dem, som tænkte på hende som sin kommende hustru, var Ali, Profetens
(Allahs fred og velsignelse være med ham) fætter. Ali gik til Profeten
(Allahs fred og velsignelse være med ham) for at bede om Fatimas hånd, men
Ali var så genert, at han ikke klarede det. Profeten (Allahs fred og
velsignelse være med ham) indså, hvorfor Ali var kommet og spurgte ham, om
han ønskede ay gifte sig med Fatima. Dertil svarede Ali selvfølgelig, ja.
Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) blev glad og sagde:
”Velkommen i familien.” Profeten
Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) elskede Ali højt. Han
var det første unge menneske, der blev muslim, han var pæn, modig, kløgtig
og loyal. Profeten
(Allahs fred og velsignelse være med ham) gik til Fatima og spurgte hende,
om hun ville giftes med Ali. Hun var for genert til at svare, men Profeten
(Allahs fred og velsignelse være med ham) forstod udfra hendes tavshed, at
det ville hun. Til brylluppet solgte Ali sin rustning og gav Fatima en lille
sum penge i brudegave. Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham)
udførte selv bryllupsceremonien. På det tidspunkt var Fatima nitten år
gammel, og Ali var omtrent enogtyve. Alle i Medina glædede sig, og til
brylluppet spiste de dadler, figner og andet enkelt men velsmagende mad.
Alle var meget lykkelige. Profeten
(Allahs fred og velsignelse være med ham) gav Fatima en træseng med
sammenflettede palmeblade, et fløjlstæppe, en lerpotte, en gryde, en
skindsæk til at fylde vand i og redskaber til at male korn med. Dette var
enkle men nyttige gaver, og det bedste han kunne give hende. Gaverne glædede
hende da også meget. For
første gang forlod Fatima sin elskede fars hjem, for at begynde livet med
sin ægtemand. Livet, sammen med hendes ægtemand Ali, var enkelt, ligesom
det havde været sammen med faderen. Fatima var den eneste af søstrene, der
ikke var gift med en rig mand. Hun måtte arbejde hårdt, for hun havde
ingen hushjælp og gjorde derfor alt arbejdet selv. Hun malede korn, hentede
vand, lavede mad, og alligevel havde hun tid til at hjælpe trængende. En
dag var Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) sulten, men der
fandtes ikke noget mad i huset. Han gik til Fatima, men hun havde heller
ikke noget. Efter en tid fik Profeten (Allahs fred og velsignelse være med
ham) fat i noget mad, og af det sendte han to brød og et stykke kød til
Fatima. Også andre gange gemte Profeten (Allahs fred og velsignelse være
med ham) noget af det mad, som han havde fået, til hende. Andre gange tog
Fatima mad med til sin far, hvis hun havde noget, og ud fra dette vat det
let at se, hvor højt far og datter elskede hinanden. Fatima
kom senere til at bo i et hus, som var nær faderens hjem. En af sahaba, som
Profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) følgesvende kaldtes,
havde givet hende huset, fordi han vidste, hvor glade både Fatima og
Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) ville blive over at bo i
nærheden af hinanden. Glæde
og sorg fulgtes ofte ad i Medina. I det andet år efter hijra vendte
muslimerne sejrende hjem fra slaget ved Badr, hvor de havde kæmpet mod
Quraysherne. Mens de var borte, døde Ruqayya, Fatimas søster, af feber og
mæslinger, og Fatima fulgte faderen til Ruqayyas grav, hvor de begge græd. Alle
muslimerne var triste, fordi den unge Ruqayyah, datter af den højt elskede
Profet (Allahs fred og velsignelse være med ham) var død. Omkring samme
tidspunkt fødte Fatima en dreng, og denne begivenhed fyldte folket med glæde.
Dette var i Ramadan og Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham)
gav barnet navnet al-Hassan, som betyder, den dejlige. Et år senere blev
Fatima velsignet med endnu en søn, som blev kaldt al-Husayn, som betyder,
den lille dejlige. Fatima
tog ofte de to små børn med til bedstefaderen Muhammad (Allahs fred og
velsignelse være med ham). Han elskede dem højt, og da de begyndte at
kravle og gå rundt, tog han dem med i Moske’en, hvor de kravlede op på
hans ryg, når han bøjede sig i bøn. Profeten (saws) blev ikke vred, tværtimod
passede han godt på, at der ikke skete dem noget. Fatimas
tredje barn var en pige, som blev kaldt Zaynab efter Fatimas søster. Det
fjerde og sidste barn blev også en pige, som blev kaldt Umm Kulthum efter
en anden af Fatimas søstre. Disse fire børn voksede op og blev meget
kendte. Selv
om Fatima var meget optaget af at tage vare på sin familie, brugte hun også
meget tid på at hjælpe muslimerne. I et af slagene (Skyttegravsslaget),
hvor muslimerne sloges mod Quraysherne, var Fatima vældig aktiv. På
slagmarken ledte hun bl.a. de muslimske kvinder i bønnen, og den dag i dag
står der en Moske, som hedder Masjid Fatima. Livet
i Medina var fortsat heftigt, og da Fatima og hendes familie var så tæt på
Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham), tog de altid del i de
store begivenheder, der fandt sted, efterhånden som Islam blomstrede, blev
mere kendt og stærkere. Faderen
havde kæmpet hårdt, men Allah retledte og beskyttede ham. En
Ramadan, da de havde levet omtrent ti år i Medina, snakkede faderen en dag
alene med Fatima. Han fortalte, at som sædvanligt læste englen Jibril hele
Quranen én gang hvert år, hvor Profeten (Allahs fred og velsignelse være
med ham) gentog efter ham, men dette år havde Jibril læst Quranen to
gange. Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) fortalte herefter
Fatima, athans tid på jorden nærmede sig slutningen. Kort tid efter blev
han meget syg, og en dag sendte han bud efter Fatima. Da hun kom, kyssede
Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) hende og hviskede noget
i hendes øre, og hun græd. Så hviskede Profeten (Allahs fred og
velsignelse være med ham) en gang til, og da smilede Fatima. Aisha,
Profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) kone, så dette og
spurgte Fatima, hvorfor hun først havde grædt og bagefter smilede. Fatima
fortalte, at hun havde grædt, fordi Profeten (Allahs fred og velsignelse være
med ham) havde sagt, at han snart skulle møde sin Herre. Det betød, at han
skulle dø. Så havde han fortalt hende, at hun ikke måtte græde, fordi
hun var den første i familien til at følge efter ham. Derfor smilede hun. Ikke
længe efter døde den ophøjede Profet (Allahs fred og velsignelse være
med ham). Fatima, som var så nært knyttet til sin fader, igennem hele
hendes liv, var overvældet af sorg. Hun savnede faderen så meget, at hun
ofte blev set grædende, nogle sagde endda, at de aldrig så Fatima smile en
eneste gang, efter at faderen døde. Omtrent
fem måneder senere, i den velsignede måned Ranadan, døde Fatima også.
Hun døde fredeligt, mens hun lå og hvilede sig på gårdspladsen. Den
strålende Muhammads (Allahs fred og velsignelse være med ham) elskede
datter, blev kun niogtyve år gammel. Måtte
Allah være tilfreds med hende. Abu Bakr As-siddeq
Abu
Bakr hed i virkeligheden ikke Abu Bakr, men Abdullah. Han var en af
Profetens (saws) nærmeste venner, også før Profeten (saws) blev profet.
Da Muhammad (saws) havde fortalt folk om at han var Allahs profet, var Abu
Bakr en af de aller første der troede på ham. Så Abu Bakr var en af de første
muslimer. Da
muslimerne havde et hårdt liv i Mekka, var Abu Bakr en af dem, der aldrig
gav op. Han blev ved med at forsvare Islam, også selvom han vidste, at folk
ville komme efter ham, og at de ville hade ham. Det
var Abu Bakr der rejste sammen med Profeten (saws), da de flygtede væk fra
de blodtørstige afgudsdyrkere fra Mekka. Abu Bakr og Profeten (saws) gemte
sig i den berømte Thawr-hule. Afgudsdyrkerne fandt dem ikke, fordi, som du
nok husker, havde en edderkop lavet et edderkoppe-spind for indgangen til
hulen og en fugl lå på sin rede der. På den måde kom de begge frem til
Medina, uden at afgudsdyrkerne fik fat i dem. I
Medina var Abu Bakr en af dem, som var med i Profetens shura. Shura er en
gruppe af muslimer, som er specielt dygtige og har stor kendskab til alle
mulige ting, de skal hjælpe deres leder med at bestemme, og finde ud af,
hvad der er bedst. Abu Bakr havde nogle penge, og fra dem gav han mange
gange store summer til muslimer, som havde brug for hjælp. Han
købte også mange slaver fri, så de ikke skulle være slaver for andre
mere. En af de slaver han købte fri, var Bilal, som var den første til at
lave Adhan. Da
muslimerne skulle afsted til Syrien for at slås mod det romersk-byzantinske
rige, gav Abu Bakr alt hvad han havde, til muslimer, der havde brug for det.
Det eneste han beholdt, var det tøj, han havde med sig! Da
Profeten (saws) var syg og han nærmede sig sin død, bad han Abu Bakr om at
lede bønnen, altså være Imam i stedet for ham. Men en dag hvor Profeten
havde det lidt bedre, kom han hen til moskéen for at bede sammen med de
andre. Da Abu Bakr så ham ud af øjenkrogen, gik han til side, for at lade
Profeten (saws) lede bønnen. Men til alles overraskelse skubbede Profeten
(saws) blidt Abu Bakr i ryggen, så han igen stod på imamens plads, og
Profeten (saws) bad sin bøn bagved Abu Bakr. Da
Profeten (saws) døde, valgte folkene hurtigt Abu Bakr som deres første
Khalif, eller første muslimske leder efter Profeten (saws). Folkene mente
at Abu Bakr var den, som der bedst kunne lede muslimerne gennem de svære
tider der skulle komme. Abu Bakr måtte derfor tage sig af alle de
forskellige problemer, som muslimerne mødte. For eksempel var der en hel
masse mennesker fra andre steder i Arabien, som sagde at de også var
profeter, men det vidste muslimerne selvfølgelig var noget vrøvl, for de
vidste jo, at Muhammad (saws) var den sidste profet fra Allah til
menneskene. Abu Bakr skulle også tage sig af de oprørske stammer, som så
en chance for at lave Islam om til deres egen fordel, og han skulle også stå
for at organisere det nye samfund af muslimer. Men
med Allahs hjælp, klarede Abu Bakr alle opgaverne. Abu Bakr fik kælenavnet
As-Siddiq, det betyder en, der bekræfter sandheden, eller man kan måske
sige, en man kan stole på. og det var Abu Bakr lige til han døde. Må
Allah velsigne Abu Bakr og hans arbejde, og må han blive belønnet med en
plads i Paradiset, som Profeten (saws) lovede ham.
Abu
Huraira - ”kattefaderen”
En
af de mest kendte af alle Profetens Sahaba, var ham, der blev kaldt Abu
Huraira. Abu Huraira kom fra Banu Daws stammen, der levede ved kysten ved
det Røde Hav. Banu Daws stammen havde engang hjulpet Profeten (saws) mod
nogle af hans fjender. De var eller afgudsdyrkere, men da stammens sheik
blev muslim, blev Abu Huraira nysgerrig efter at vide, hvorfor hans sheik
havde valgt en ny religion. Han gik derfor til sin sheik for at få at vide
hvad islam egentlig drejede sig om. Da sheiken, som hed al Tufail ibn
’Amr, fortalte alt det han havde lært om Islam, syntes Abu Huraira, at
det var det klogeste og bedste han nogensinde havde hørt om. Derfor
bestemte Abu Huraira sig hurtigt for, at han også ville være muslim. Nu
ønskede Abu Huraira bare at møde Profeten selv, så han gik igen til sin
sheik og bad ham om, at komme med på hans næste rejse til Mekka. Sheik al
Tufail sagde ja og derfor var Abu Huraira snart efter på vej til Mekka
sammen med sheiken, for at møde den velsignede Profet Muhammad (saws). Da
de kom til Mekka, mødtes de med Profeten (saws), som spurgte hvad han hed.
”Abdu Shams” svarede han, for det var egentlig hans rigtige navn og det
betyder en, der beder til solen. Profeten (saws) svarede ”tag i stedet for
navnet Abdu Rahman - den der beder til og tjener den Barmhjertige”. Abu
Huraira tog glad imod sit nye navn, for nu, hvor han var blevet muslim,
vidste han at det ikke hjalp noget som helst at bede til solen, men at det
kun er Allah den Barmhjertige som man kan få hjælp fra. Abu
Huraira blev i Mekka en tid, og en dag så Profeten (saws) at han holdt af
at lege med kattene og deres killinger. Profeten (saws) kaldte på ham
”Oh, Abu Huraira”, det var for sjov at han kaldte ham Abu Huraira, for
det betyder katte-far. Fra den dag af blev han altid kaldt Abu Huraira. Da
Abu Huraira havde været i Mekka i nogen tid og havde lært en masse om
Islam fra Profeten (saws), tog han hjem til sit folk ved røde havet for at
lære videre til dem, hvad han selv havde lært. Senere
da Profeten boede i Medina, rejste Abu Huraira og nogle af de andre muslimer
fra hans stamme også til Medina for at bo der. Abu Huraira var ung og
ugift, og da han heller ikke havde penge, boede han i et værelse i moskéen
i Medina, sammen med andre meget fattige muslimer. Stedet blev kaldt bayt as
Saff. Abu
Hurairas mor
Abu
Hurairas far var død, så hans mor, der var enke, var rejst med sin søn
til Medina, selvom hun stadig var argudsdyrker. Som du nok kan forestille
dig var Abu Huraira meget ked af, at hun ikke var blevet muslim, han prøvede
hele tiden at overbevise hende om at Islam er det eneste rigtige, og at der
kun er én Gud, Allah. Men lige lidt hjalp det. En
dag da Abu Huraira prøvede at overtale sin mor til at blive muslim,
begyndte hun at råbe og sige grimme ting om den velsignede Profet Muhammad
(saws). Abu Huraira blev meget ulykkelig over at høre sin mor sige sådan
noget, og med tårer i øjnene gik han til Profeten (saws). Da
Profeten (saws) så at hans gode ven græd spurgte han ham, hvad der dog var
sket. Abu Huraira svarede: ”jeg har mange gange forsøgt at invitere min
mor til Islam, men hun bliver ved med at sige nej. I dag, da jeg igen prøvede
at snakke med hende, sagde hun nogle meget grimme ting, som jeg blev ked af
at høre. Oh Profet, lav du’a til Allah for at min mors hjerte skal åbne
sig for Islam”. Profet
lavede straks du’a til Allah for Abu Hurairas mor. Da
Abu Huraira kom hjem, så han at hans dør var lukket, han prøvede at åbne
den men kunne ikke komme ind. Abu Hurairas mor var indenfor og hun råbte
”bliv derude, Abu Huraira”. Abu Huraira ventede lidt uden for døren,
han kunne høre vand der plaskede. Endelig
råbte Abu Hurairas mor ”kom ind”. Med det samme han kom ind så han sin
mor smilende og så sagde hun ”jeg bevidner at der er ingen anden gud end
Allah, og at Muhammad er hans tjener og sendebud”. Abu Huraira blev så
lykkelig, han omfavnede sin mor glædesstrålende og løb så afsted til
Profeten, denne gang græd han af glæde. Han råbte ”Oh Allahs Profet,
jeg kommer med godt nyt. Allah har besvaret din du’a – min mor er blevet
muslim”. Abu
Hurairas gode hukommelse
Abu
Huraira elskede Profeten (saws) og han blev aldrig træt af at se på ham.
Engang sagde han: ”jeg har aldrig set så strålende et ansigt som
Profetens, det er som om solens stråler skinner fra det”. En
gang da de sad i moskéen, hørte Profeten (saws) at Abu Huraira bad til
Allah ”… Oh Herre, jeg beder for at Du må give mig viden, som jeg ikke
glemmer”. Profeten (Saws) selv svarede ”Amen”. Fra den dag var Abu
Huraira sammen med Profeten så meget som muligt, han ønskede at lære så
meget han kunne. Sådan lærte han hele Koranen udenad og han lærte også så
mange ahadith, at alle blev dybt imponeret over
hans viden. Engang
senere da en af sahaba undrede sig over, hvordan Abu Huraira kunne huske så
mange ahadith, svarede Abu Huraira: ” folkene fra Mekka, al Muhajireen,
var optaget af deres handel, folkene fra Medina, al Ansar, havde travlt med
at dyrke deres jord. Jeg var bare en fattig mand, der ofte var sammen med
Profeten (saws). Jeg var med ham når de ikke var og jeg huskede det de
glemte”. Abu
Huraira var rigtignok fattig og mange gange havde han ikke mad at spise. Han
har fortalt at sommetider, når han blev alt for sulten, gik han til andre
sahaba og spurgte dem om nogle vers fra Koranen, selvom han godt kunne huske
dem selv. Han håbede at de bagefter ville tage ham med hjem og give ham
lidt mad. En
dag sad Abu Huraira på gaden, han havde bundet en sten til maven, så han
ikke følte sig så forfærdelig sulten. Muhammad (saws) kom forbi og tog
ham med hjem. Der fandt de et bæger med mælk, og Profeten (saws) sagde til
Abu Huraira: ”gå til de fattige muslimer i bayt as Saff og inviter dem
herhen”. Abu
Huraira var ikke særlig glad da han gik. Han tænkte: ”hvad skal ét bæger
mælk gøre for så mange sultne mennesker. Bare jeg dog havde fået lov til
at tage en slurk af det, inden jeg gik”. Abu Huraira hentede alle folkene
fra bayt as Saff i moskéen, og de kom ind og satte sig ned i Profetens hus.
Profeten (saws)sagde at Abu Huraira skulle tage bægeret og give det til de
andre muslimer, så de kunne drikke. En
efter en drak de af bægeret lige til de ikke kunne drikke mere. Så gav Abu
Huraira bægeret til Profeten som sagde ”vi er de eneste tilbage”, ”du
har ret” svarede Abu Huraira. ”så drik” sagde Profeten og Abu Huraira
drak lidt, for han ville levne det sidste til Profeten. ”drik” sagde
Profeten (saws) igen. Abu Huraira tog en lille slurk mere, men Profeten
(saws) blev ved med at opfordre ham til at drikke noget mere. Til sidst var
Abu Huraira så mæt at han svarede: ”ved Allah, jeg har ikke plads til
mere”. Så tog Profeten bægeret og drak det sidste. Abu
Huraira bliver guvornør
Senere
da muslimerne vandt mange krige og blev rige, fik Abu Huraira det også
bedre. Han havde tidligere arbejdet for en kvinde, der hed Busrah bint
Ghazwan og hun havde til gengæld givet ham mad. Nu bled de gift og de fik
sammen mange børn. Senere igen gjorde khaliffen Omar ham til Guvornør af
Bahrain og khaliffen Mu’awiyah gjorde ham til guvornør af Medina. Men Abu
Huraira glemte aldrig sit fattige liv. Han levede et almindelig liv og var
ikke stolt over at være guvornør, men takkede Allah for alt det Han havde
givet ham. En
dag da han gik hen af gaden med et stort læs brænde på ryggen, sagde han
for sjov: ”gør plads for Guvornøren” lige som de fine og rige folk
normalt ville sige. En gammel mand, der gik foran ham, svarede noget skarpt
”må Allah være barmhjertig med dig. Er der ikke nok plads til dig?”.
Den gamle mand vidste jo nok, at en muslimsk guvornør ikke skal spille
smart og være stolt over sin titel. Så sagde Abu Huraira ”gør plads for
guvornøren og det læs brænde han bærer på sin ryg”. Da forstod den
gamle mand, at Abu Huraira bare lavede sjov med sin titel og at det bare var
på grund af det store læs brænde han bar, at de skulle gøre plads. Abu
Huraira blev også en leder indenfor islamisk viden. Da Profeten døde,
begyndte Abu Huraira at lære muslimerne om alt det han vidste fra Profeten
(saws) og om alt det Profeten (saws) havde sagt og gjort. Engang
var der en muslimsk leder, Marwan ibn al Hakim, som ville teste Abu Hurairas
hukommelse i hadith. Han inviterede Abu Huraira, som nu var blevet meget
gammel, til at sidde med ham og fortælle ham om, hvad Profeten (saws) havde
sagt. I hemmelighed havde Marwan fået en skriver til at skrive alt det ned,
som Abu Huraira sagde. Da de havde siddet samen i flere timer, tog Abu
Huraira afsted. Efter et års tid inviterede Marwan igen Abu Huraira til at
fortælle alt det han vidste, og på den måde opdagede Marwan, at Abu
Huraira ikke havde glemt et eneste ord! Allah havde rigtignok hørt og givet
Abu Huraira det han bad om – viden som ikke bliver glemt.
Abu
Huraira tjente Islam i et langt liv, men da han lå i sin dødsseng græd
han. Han sagde ”jeg græder ikke for dette liv, men for det lange liv
foran mig, og jeg har ikke meget proviant med. Jeg står ved en vej der
deler sig, den ene vej går til Paradiset, den anden går til Helvede og jeg
ved ikke hvilken vej Allah sender mig”. Abu
Huraira var 78 år da han døde. Han havde da gjort et stort arbejde for, at
muslimerne dengang og i dag kan lære om Profeten (saws) og muslimernes liv.
Må Allah belønne ham med det højeste Paradis. Uthman
Ibn Affan – en mand fra Ta'if
Mange
fakler brændte i et af de smukkeste huse i Ta’if, som om der var nogen
der fejrede noget indenfor. Affan, som ejede huset sad i et af værelserne på
en silkepude, her ventede han på gode nyheder fra værelset overfor, hvor
hans kone Arwah skulle føde en baby samme nat. En gruppe af kvinder var
sammen med Arwah, og opmuntrede hende med, at hun nok ville få et dejligt
barn, som skulle være lige så rig som sin far. I
et hjørne af rummet kunne man finde en kvinde der hed Sa’dah bint Kareez.
Det var Arwahs tante. Folk troede på, at Sa’dah kunne spå om fremtiden,
hun sagde, at hendes hjerte sagde hende, at barnet ville få en dejlig
fremtid og ville blive berømt. Bag hende fødte Arwah en søn, og en af
kvinderne gik straks ind og gav meddelelsen til Affan. Affan blev meget
glad, for dengang var der mange, som blev mere glad for en dreng end for en
pige. Affan beordrede sine tjenere til at slagte et får og lave mad. Han
inviterede sine naboer over for at fejre fødslen af hans søn, som han
ville kalde Uthman. Der
blev holdt en vidunderlig fest. Gæsterne kunne ikke mindes, at de
nogensinde havde været til så flot en fest. Det var seks år efter
”elefantens år”. Uthman var altså født 6 år senere end Profeten
Muhammad (saws). Uthman var født af rige forældre, og skulle bo i et stort
og flot hus, hans far var en rig handelsmand. Muhammad var blevet forældreløs
da han var meget lille, han levede fattigt og tjente penge som fårehyrde.
Men de var i familie med hinanden, for Profetens tante var Uthmans
bedstemor. Uthman voksede således op i et rigt hus, han fik det bedste tøj
og dejlig velsmagende mad. Han var brun og en køn dreng, hans far var en æret
mand fra Bani Umayyah og hans mor var en respekteret kvinde fra Bani
Rabi’ah. Men i modsætning til de fleste andre rige folk fra ørkenen, var
Uthman nøjsom, beskeden og gavmild. Affan
tog ofte sin søn med på sine handelsrejser, på den måde så Uthman mange
andre lande og lærte meget om deres kultur, religion og traditioner. Uthman
blev en veluddannet ung mand. På
en af rejserne skete det, at hans fader Affan døde. Arwah, hans mor giftede
sig derefter med en ny mand, som hed Uqbah ibn Mu’ayt, det var Uthman ikke
særlig glad for, men han fortsatte sin faders forretninger og fik god
succes som handelsmand. Uthman rejste så til Makka, og her blev han gode
venner med en af de mest respekterede handelsmænd, nemlig Abu Bakr. Også i
Makka blev Uthman kendt og respekteret for sin beskedenhed og ærlighed, han
holdt altid hvad han lovede, uanset hvad det måtte koste ham. Da
Uthman var over tredive, fik Profeten Muhammad (saws) sine første åbenbaringer.
Og blandt de første muslimer var Abu Bakr, som gjorde alt hvad han kunne
for at sprede budskabet om Muhammads profetskab. Uthman
havde endnu ikke hørt, at Muhammad var blevet valgt af Allah, som Hans
sidste profet, men en dag hørte han at Profetens datter Ruqayyah var blevet
forlovet med Utbah ibn Abi Lahab, som var Profetens fætter. Uthman var ked
af det, for han havde håbet, at han selv kunne blive forlovet med Ruqayyah.
Udbredelsen af Islam
Når
vi er flere, der vil spille bold eller lege en leg aftaler vi som regel, at
vi deler holdene, så der er lige mange på hver, eller så holdene er lige
gode. Vi gør det fordi vi gerne vil have det sjovt sammen, og at det er
mest fair sådan. Men
somme tider sker der alvorlige ting, nogen bliver uvenner eller der er krig
mellem to lande, og så kan man jo ikke dele sig i lige stærke hold. Når
det sker, tænker man måske, at det største land hurtigt vil vinde, men sådan
er det ikke altid. Hvordan
kan det mon lade sig gøre, at en lille gruppe kan vinde over en stor
gruppe? Hvis vi læser i Koranen kan vi se, at det sagtens kan lade sig gøre.
Det eneste man skal gøre er, at kæmpe for Allahs sag, stole på Allah og
ikke være bange for at dø, så er der ingen der kan vinde over dig. For
hvis Allah vil at man vinder, så vinder man, men hvis fjenden vinder og man
bliver slået ihjel, så kommer man direkte til Paradiset, og det er det
smukkeste og dejligste sted, der findes. Men
der var også folk der troede på, at der kun er én Gud. Det var jøderne
og de kristne og dem var der også mange af i området omkring Mekka. Men
selv om de vidste at der kun er én Gud og selvom de havde læst i deres
hellige bøger, at der skulle komme en sidste profet til menneskene, så
havde mange af dem svært ved at tro, at det kunne være denne arabiske
mand, og ikke en fra deres eget folk. Så
i begyndelsen havde Profeten (saws) mange fjender og kun få venner, der
troede på ham. Men som du allerede har læst, blev det helt anderledes i løbet
af nogle få år. Men
før det skete måtte muslimerne flere gange slås mod deres fjender for at
få lov til at leve og at være i fred som muslimer.
Muslimerne
bliver forfulgt
Som
du vil huske, var det meget svært for muslimerne i begyndelsen. Quraish
stammen, som Muhammad (saws) kom fra, begyndte at hade Muhammad (saws) fordi
han ikke ville tilbede deres gude-figurer.
HIJRA
Slaget ved Badr
Da
muslimerne havde boet i Madina i noget tid, begyndte de, at få et godt liv
der, de havde fået deres eget lille samfund, og alting gik godt for dem.
Allah havde lært dem, at de skulle betale zakat til de fattige, så alle
kunne have det godt. Allah havde også lært dem, hvordan de skulle opføre
sig, så de ikke gjorde noget forkert og så de ikke blev uvenner eller
gjorde hinanden noget ondt. Naboer skulle være flinke ved hinanden, de unge
skulle respektere de ældre og mænd og kvinder skulle være ærlige og
gode mod hinanden. Det blev forbudt at drikke alkohol og det blev også
forbudt at tage renter hvis man lånte penge til andre. Der kom også andre
love, som skulle beskytte samfundet og skabe mulighed for udvikling, det var
for eksempel love for forældreløse, love om ægteskab og om kvinders
rettigheder. Men
ikke alt var fredeligt i Madina. De tre jødiske klaner Qaynuqa, Quraiza og
Nadir var begyndt at fortryde, at de havde Profeten Muhammad (saws) i byen.
Til at begynde med var de glade for ham, men da de opdagede, at han lærte
folk en anden livsform, som var langt væk fra deres, blev de vrede. Jøderne
havde et helt andet lukket form for samfund, som var beregnet på dem der
var født jøder, så det var meget anderledes end det åbne og tolerante
samfund som Profeten (saws) lærte folk om. Men Profeten (saws) fortalte også
om, at jøderne ikke fulgte deres tidligere profeters lærer, og at Jesus,
som jøderne hadede, var en profet sendt til dem. Desuden var der også jøder
som forstod sandheden i det Profeten (saws) sagde, og som blev muslimer.
Selv en af rabbinerne, Abdullah ibn Salam, blav sammen med hele sin familie
muslimer. Men
hvorfor hadede jøderne Profeten og Islam, når det var et budskab fra
Allah, som de selv troede på var den eneste Gud? Svaret ligger i stolthed
og arrogance. Ligesom afgudsdyrkerne ikke ville opgive deres afgudsdyrkelse,
ligemeget hvor ulogisk det er at tilbede sten, ligesådan ville jøderne
heller ikke engang bare overveje at opgive deres måde at tro på, uanset
hvor tydelige beviser der var for at de var langt væk fra den sandhed Allah
havde vist dem. Snart
begyndte de jødiske ledere at mødes i hemmelighed for at planlægge,
hvordan de kunne stoppe islams fremgang. På disse møde besluttede de, at
de ville sende nogle jøder til muslimerne, som skulle lade som om de ville
være muslimer. Når de så var blevet en del af det muslimske samfund,
skulle de forvirre muslimerne i deres tro og få dem til at tvivle på
Islam. På
et tidspunkt blev det så slemt, at det næsten lykkedes jøderne at få de
to muslimske stammer Auws og Khazraj til at bekrige hinanden på grund af
nogle uenigheder, som de ellers for længst havde glemt. Men al-hamdulillahi
nåede Profeten (saws) lige at komme derhen og han fik dem talt til ro, ved
at minde dem om, at de nu var brødre i Islam. I
denne periode åbenbarede Allah mange Koran-ayat, der fortalte muslimerne
om, hvor oprørske jøderne kunne være, og om at muslimerne skulle være
beredte på deres tricks (se for eksempel 5: 78-82). Mekkanernes
sammensværgelse Men
muslimerne havde også andre fjender, for afgudsdyrkerne fra Mekka havde
ikke glemt muslimerne. Med mellemrum sendte de små grupper afsted for at
angribe de muslimer de kunne finde uden for Medina. Når de fangede en
muslim, tog de ham eller hende med tilbage til Mekka, hvor de torturerede
ham/ hende. De satte også ild til muslimernes marker med korn og andre afgrøder.
Mekkanerne ville gøre alt for at ødelægge islam og muslimerne. Profeten
Muhammad (saws) besluttede derfor at sende små patruljer af soldater ud,
for at beskytte muslimerne udenfor Medina mod vold og ødelæggelse. En
dag opdagede nogle af disse soldater at der var en stor karavane med varer på
vej forbi Medina. Det var lederen af handelsfolkene i Mekka, Abu Sufyan, som
var på rejse med sin karavane. Da soldaterne rapporterede hvad de havde set
til Profeten (saws), så han chancen for at gøre gengæld og få lidt
tilbage af alt det muslimerne havde mistet. Dels da de forlod Mekka som
flygtninge og mekkanerne tog alle deres forretninger og hjem, og dels alle
de afgrøder som mekkanske angribere havde brændt af. Derfor fandt Profeten
(saws) en gruppe mænd, som skulle tage af sted og overtage karavanen. Abu
Sufyan var netop bange for at dette ville ske. Han var klar over at
muslimerne snart ville gøre gengæld, for alt det der var sket dem. Han
sendte derfor et bud afsted til Mekka, og bad om at de skulle sende
en hær der skulle angribe muslimerne. Mekkanerne
samlede hurtigt en hær på 1000 mænd, der var fuldt udrustet med våben og
skjold. Da
Muhammad (saws) hørte om mekkanernes hær, indkaldte han til et møde,
eller Shura forsamling som det hedder. Han opfordrede muslimerne til at hjælpe
hinanden og kæmpe mod mekkanerne. Muslimerne ville med glæde støtte
hinanden. De sagde, at de ville følge Allahs Profet (saws) og være stærke
i troen. Selvom
muslimerne stillede med alle dem der kunne kæmpe, blev det kun 313 mænd.
Der var kun få heste og kameler, så muslimerne var tre eller fire om at
dele et ridedyr. Muslimerne
havde ventet at Abu Sufyan var nødt til at slå lejr ved oasen Badr, men da
Abu Sufyan blev klar over at muslimerne ville overtage hans karavane,
skyndte han sig uden om oasen uden at stoppe for at lade dyrene drikke. Da
han var kommet i sikkerhed sendte han bud til de mekkanske soldater, at han
ikke længere havde brug for deres hjælp. men mekkanerne havde ikke tænkt
sig at vende om. De ville slå muslimerne en gang for alle. Så Abu Jahl
pressede sine soldater afsted i højt tempo mens de sang om deres modige
forfædre og om den kommende kamp. Slaget Muslimerne
var klar over at en stor opgave ventede dem. De skulle slås mod en stor hær
af afgudsdyrkere. Natten
før slaget bad Profeten (saws) til Allah om hjælp mod den overvældende
store hær. Han slæuttede sin bøn med disse ord: ”Allah!
Afgudsdyrkerne er kommet med deres allierede for at dræbe din budbringer.
Vi har brug for Din hjælp, Allah, den hjælp som Du lovede. Hvis vores
lille gruppe bliver udryddet, er der ingen tilbage til at tilbede Dig.” Næste
morgen hentede muslimerne alt det vand de kunne få brug for under slaget,
og så dækkede de brønden til med sand, så afgudsdyrkerne fra Mekka ikke
kunne få vand fra brønden. Lidt
efter kom hele den mekkanske hær til syne, alle 1000 krigere. Alle med fuld
udrustning og mange af dem med ridedyr. På
den tid plejede man at starte med at nogle få mænd fra hver hær
duellerede eller kæmpede mod hinanden to og to. Quraish kaldte derfor på
tre muslimer, der skulle kæmpe mod tre mekkanere Shaybah, Walid og Utbah.
Hamza, Ali og Ubaydah ibn al Harith gik frem og i løbet af få minutter
havde de bekæmpet deres tre modstandere, som nu lå livløse på jorden. Da
mekkanerne så at nogle af deres bedste mænd var faldet så hurtigt, blev
de afsindige. Hele den mekkanske hær styrtede frem i et vildt angreb på
muslimerne. Det var den syvende dag i ramadan år 624 og muslimerne fastede. Der
blev kæmpet langs hele kamplinien. I begyndelsen trak muslimerne sig lidt
tilbage, ved synet af den mere end tre gange så store modstander, men så
gik muslimerne til kamp uden frygt. De vidste, at en person, som dør, mens
han kæmper for Allah, vil få Paradiset i belønning, og at de sår han får
ikke betyder noget. Muslimerne kæmpede alle bravt uden at ænse, at de var
i stort undertal. Bilal
fik øje på sin gamle fjende, Ummaya, ibn Khalaf. Det var manden, som førhen
havde tortureret ham og lagt tunge sten på hans bryst. I det øjeblik kunne
man høre et kampråb, som kom fra Bilal og man kunne se, at Bilal sprang
frem mod denne onde afgudsdyrker og myrdede ham på stedet. En
af sahaba, Muadth ibn Amr, stod på et tidspunkt overfor Mekkanernes hærfører
Abu Jahl, men Muadth frygtede ikke den kendte hærfører, han gik lige mod
ham og slog ham ned. Støvet
stod op over det hele, og alle muslimerne kæmpede til det yderste, mens
hovederne på mekkanerne faldt et efter et. Muslimerne sang ”Allahu Akbar”
mens de kæmåede sig frem. Og Allah sendte sine engle til slagmarken, for
at muslimerne skulle føle sig stærkere, og mekkanerne skulle føle sig
svagere og bange. Profeten
Muhammad (saws) stod midt i slaget og kæmpede, på et tidspunkt var en
gruppe af afgudsdyrkerne på vej mod ham for at myrde ham, men han smed sand
i hovedet på dem og kaldte de andre muslimer til ikke at flygte. Muslimerne
blev ved Badr resten af dagen. De begravede de døde mekkanere der og
samlede deres krigsbytte, eller anfal. Muslimerne vendte sejrrige tilbage
til Medina. De
krigsfanger som muslimerne havde taget under slaget, tilbød de nu at deres
mekkanske familier kunne købe fri, og dem, som ikke havde familier der
kunne betale for løskøbelse, kunne blive fri, når de havde lært ti
muslimer at læse og skrive. Muslimerne behandlede deres krigsfanger godt,
de blev ikke tortureret eller mishandlet eller slået ihjel, ligesom
mekkanerne plejede at gøre ved de muslimer de fangede. At
bederetningen blev ændret, var et signal til muslimerne om, at deres næste
store opgave ville være at rense al-Kaba, som var bygget for tilbedelse af
Allah for afgudsdyrkelse. Men det skulle ikke blive en nem opgave som du vil
se. Slaget
ved Uhud
Sejren
ved Badr betød, at muslimerne nu for en tid kunne leve sikkert uden angreb.
Hver dag var der arabere, kristne og jøder fra Medina som valgte at blive
muslimer. Profeten sendte også muslimer ud til andre områder, hvor de
fortalte om Islam. På den måde fik muslimerne mange steder venner og
stammer, som ville støtte dem. Selvom
muslimerne nu følte sig meget mere trygge end de før havde været, betød
det ikke at de havde et nemt liv. De vidste, at det ikke bare handlede om at
blive rige og leve godt. Hver dag kom der nye muslimer til Medina, som havde
brug for mad og penge. Så muslimerne måtte hjælpe dem og mange gange gav
de dem alt hvad de havde. Profeten
(saws) havde mange gange ingen mad selv, han gav alt hvad han havde til
andre. Han fik lige som de andre muslimer sjældent brød og kød. Han
vidste, at den bedste måde at behage Allah på, er ved at give til andre
til det gør ondt. Men
muslimerne havde det godt sammen, de følte sig som brødre og søstre for
hinanden og deres samfund udviklede sig. Profeten giftede sig med Hafsa, som
var datter af Omar ibn al-Khattab. Hendes mand var nemlig død i Badr-slaget.
Profetens datter Ruqayah døde på grund af sygdom. Alle muslimerne var
meget kede af det, men især hendes mand Othman ibn Affan var ulykkelig.
Profeten (saws) gav ham derfor sin anden datter Umm Kulthum, og de blev
meget lykkelige sammen. Othman blev nu kaldt manden med de to lys, fordi han
havde været gift med to af Profetens døtre. Profetens
datter Zeineb var tidligere blevet gift med Abu al-Asi, som var
afgudsdyrker. Under slaget ved Badr var han blevet taget som krigsfange af
muslimerne, men Zeinab bad om at de kunne slippe ham fri. Profeten slap ham
fri, og Abu al-Asi rejste hurtigt til Mekka, hvor han ordnede sine ting og
solgte sin forretning. Da han havde gjort det, erklærede han lige foran
hele Quraish-stammen, at han ville tage tilbage til Medina og at han ville være
muslim. Opgøret
med Banu Qaynuqa De
jødiske klaner var blevet meget overrasket over, at muslimerne havde vundet
ved Badr. De havde håbet at muslimerne tabte, og allerede inden slaget var
ovre var de begyndt at råbe ”Muhammad er død”. De var meget skuffede
og ville nu gøre alt for at udrydde muslimerne. En
dag kom det til kamp mellem en jødisk købmand og en muslimsk mand. Det
skete fordi købmanden havde generet en kvinde og revet hendes tøj af.
Begge mænd blev dræbt i kampen og der udbrød gadekampe mellem jøderne og
muslimerne. Da kampene havde lagt sig, nåede Profeten (saws) frem og så
hvad der var skat. Han bad Banu Qaynuqa om at overholde fredsaftalerne som
de havde underskrevet, ellers ville det gå galt. Men Banu Qaynuqa gjorde
bare nar af ham. De sagde: ”Muhammad! Tro ikke at du er uovervindelig. Dem
du kæmpede imod (ved Badr) var ikke gode krigere. Vi er ikke som mekkanerne
der stak af. Hvis du ville kæmpe mod os, vil du se at vi er meget dygtige
krigere”. Dette
var en klar provokation til muslimerne og en tydelig opfordring fra jøderne,
til krig mod muslimerne. Nu havde muslimerne ikke andre muligheder end at kæmpe
mod Banu Qaynuqa. Muslimerne
omringede derfor det jødiske område og blev der i 15 dage, så måtte Banu
Qaynuqa opgive. Profeten (saws) tilgav dem, selvom de ikke havde overholdt
aftalen om fred. Han sagde at de alle kunne blive frie igen, hvis de forlod
Medina. Banu Qaynuqa accepterede og samlede alle deres ejendele og rejste
nordpå, hvor de fandt et godt sted at bo, nær ved grænsen til Syrien. På
den måde kom muslimerne af med en fjende, på en fredelig og rimelig måde. Mekkanerne
vil have hævn Folkene
fra Mekka var fulde af hævnlyst på grund af deres tab ved Badr. De lavede
digte om at hævne tabet og jøder fra Medina tog til Mekka for at tale med
mekkanerne om slaget, for at de ikke skulle glemme at de tabte og opgive at
tage hævn. Hind, Utbahs datter skreg på hævn og hun og hendes mand Abu
Sufyan sværgede at de ville gøre gengæld, for elleve af hans fjorten
kompagnoner var døde under slaget, uden qat han kunne gøre noget, han
havde jo siddet fast med sin karavane. Abu
Sufyan ville vise at han også var kriger, så nogle få måneder senere
samlede han en lille hær på to hundrede mand, som han tog afsted til
Medina med. Uden for Medina fandt de en lille frugtplantage som de angreb
midt om natten og de dræbte to mænd, som de fandt der. Muslimerne i Medina
blev alarmeret og stod hurtigt op for at tage af sted og forsvare deres
landområde, men Abu Sufyans hær var allerede i gang med at flygte alt hvad
de kunne. Mens de flygtede smed de alle deres forsyninger fra sig, for at
kunne ride så hurtigt som muligt. Derfor blev overfaldet kaldet for ”mel-angrebet”,
på grund af alle de poser med mel, som fjenden havde kastet fra sig under
flugten. Abu
Sufyan troede, at han ville blive en helt, men hans overfald virkede lige
modsat. Folkene i Mekka syntes at Abu Sufyan og hans mænd havde opført sig
svage og bange, fordi det med to hundrede mænd kun var lykkedes dem at dræbe
to muslimer, og fordi de var flygtet så hurtigt uden at gå i kamp mod
muslimerne som var på vej til dem. Mekkanerne
besluttede nu at angribe muslimerne igen, de brugte derfor flere måneder på
at samle penge og forsyninger til at sende en hær afsted. Men Profetens
onkel Abbas sendte et hemmeligt brev til Profeten (saws), så
Profeten (saws) vidste hvad mekkanerne havde gang i, og så begyndte
muslimerne også at forberede sig på nye kampe. Afgudsdyrkerne
i Mekka fik samlet en hær af deres egne folk og folk som de havde lavet
aftaler med. Og da de tog afsted fra Mekka var de tre tusinde mænd. Sammen
med dem rejste mange mekkanske kvinder, som ville sørge for, at mændene
ikke stak af, når det blev alvor og de skulle kæmpe. Profeten
(saws) tog afsted fra Medina med en hær på et tusinde mænd og nogle få
muslimske kvinder, som skulle tage sig af de sårede. De
to hære mødtes på den fjerne side af bjerget Uhud, nord for Medina. Slaget
begynder Profeten
(saws) begyndte at stille sine folk op i forsvarsstilling, da han opdagede
noget mærkeligt. De mænd, som Ibn Ubayy skulle lede i slaget lignede slet
ikke nogen af de muslimer han kendte. Da Profeten (saws) spurgte hvem de
var, fik han at vide at det var jøder, som var venner med Ibn Ubayy.
Profeten (saws) sagde at de ikke kunne blive og kæmpe, hvis de ikke blev
muslimer. Ibn Ubayy var kendt for at være en hykler, eller en falsk muslim.
Så da jøderne nægtede at blive muslimer, måtte de tage af sted. Ibn
Ubayy tog således afsted med tre hundrede mænd. Tænk
dig at de syv hundrede muslimer skulle kæmpe mod fjendens tre tusinde mand. (3:173) Profeten
beordrede 40 bueskytter til at stille sig på en anden bakketop. Derfra
skulle de holde øje med at fjenden ikke forsøgte at angribe bagfra gennem
den lille passage nedenfor bakken. De fik besked på, at de skulle blive der
og være parat, uanset hvad der skete. Muslimerne
havde en god position og alle mændene var parate til at kæmpe. Så
startede duellerne mellem de to hærers bedste mænd, og fra muslimerne var
det de tre dygtige krigere Hamza, Ali og Abu Dujana. Alle tre slog de
hurtigt hver deres modstander, og afgudsdyrkerne var nu presset. Deres
kvinder råbte og skreg i vilden sky og sagde at de ikke ville have noget
med deres mænd at gøre, hvis ikke de kunne klare at vinde over muslimerne. Afgudsdyrkerne
fra Makka sprang nu alle frem mod muslimerne, det var som en stærk bølge,
der slog ind over muslimerne. Muslimerne måtte rykke tilbage, men de kæmpede
hårdt og bueskytterne i bageste række sendte deres buer mod fjende så
hurtigt de kunne. Nogle grupper af makkanere prøvede at bryde gennem den
muslimske hær, men med Allahs hjælp, lykkedes det muslimerne at holde dem
tilbage. Hamza råbte ”dø, dø!!” og sprang lige ind i fjendes hær for
at kæmpe. Ali fik slået makkanernes flagbærer ned, og nu råbte
muslimerne i fornyet kampgejst ”Allahu Akbar” og de gik frem på ny. Abu
Dujane kæmpede bravt med profetens sværd og samtidig havde Hamza ledt en
gruppe muslimer i kampen for at bryde fjendes linie. Men pludselig sprang en
mand frem og kastede sit spyd mod Hamza, der faldt. Da
muslimerne så, at Hamza var faldet, gav de ikke op, men kæmpede bare endnu
hårdere. Og dermed lykkedes det dem at bryde fjendens linie. Afgudsdyrkerne
havde medbragt en figur af en af deres afguder, den var placeret på ryggen
af en kamel, for de troede at den skulle bringe dem lykke. Men da muslimerne
kæmpede sig frem mod afgudsdyrkerne, faldt figuren af kamelen og gik i
stykker. Nu
mistede fjenden modet, og mange af dem vendte om og løb alt hvad de kunne væk
fra slagmarken, uden at tænke på deres lejr og deres kampudstyr, som de
efterlod sig. Men
da begik nogle af muslimerne en frygtelig fejl. For
da de så, afgudsdyrkerne løbe fra det hele, forfulgte de dem ikke, men
begyndte at samle krigsbyttet sammen i stedet. Også de fleste af de 40
bueskytter på bakken løb ned for at samle våben og lignende, selvom de
havde fået strenge ordre på ikke at forlade bakken. (3:
149-152) og
dette var lige præcis nok til, at fjenden så en chance for alligevel at
sejre. Khalid ibn Walid, der ledede kavaleriet, de makkanske ryttere,
opdagede muligheden for at angribe muslimerne gennem passagen, som
bueskytterne ellers havde vogtet. Han kunne nu lede sine mænd igennem og
gik til angreb på de overraskede muslimer. De få bueskytter, som var
blevet tilbage, blev alle dræbt. Mange af muslimerne gik i panik og det
opdagede de flygtende afgudsdyrkere, så de vendte om og begyndte at løbe
tilbage mod muslimerne, der nu blev angrebet både forfra og bagfra. Midt i
forvirringen blev Profeten (saws) såret af et slag i ansigtet, og måtte hjælpes
tilbage til Uhud bjerget. (3:153,
172) nogle
af muslimerne frygtede at Profeten (saws) var blevet dræbt, og de tabte det
sidste mod, men andre havde set, at han under angreb blev hjulpet op til
Uhud bjerget. Muslimerne indså, at de ikke kunne vinde nu, og de trak sig
tilbage til Uhud-bjergsiden, hvor Fatima og Ali var kravlet op, for at
behandle Profetens sår. Herfra lykkedes det muslimerne at holde makkanerne
på afstand. Uhud
slagets afslutning Makkanerne
eftersøgte hele slagmarken for at finde Profeten (saws), de håbede at
finde ham død. En gruppe af makkanerne råbte op til de overlevende
muslimer på bjerget ”Hvor er Muhammad, lad mig dø, hvis han stadig
lever”. Muhammad hørte dette og kastede sit spyd, det ramte og dræbte på
stedet en af mændene fra gruppen. Makkanerne forsøgte at angribe igen, men
muslimerne var i stand til at forsvare sig. sidst på dagen var begge hærer
så udmattede, at kampene endte helt. Muslimerne
trak sig så tilbage til Madina og makkanerne trak sig tilbage til deres
lejr, hvor de festede og fejrede kampen. Næste
dag samlede Profeten (saws) sine soldater i Madina og drog så afsted for at
møde fjendens hær igen. Da Abu Sufyan, afgudsdyrkernes hærleder, hørte
dette blev han dybt forundret. Han kunne ikke tro, at muslimerne allerede
var parate til at kæmpe igen. Men han ville ikke ligne en kryster, så han
sendte bud til muslimerne om, at de ville kæmpe mod dem. Men
selvom muslimerne havde tabt slaget og mange mænd, var det alligevel
makkanernes hær, der havde tabt mest, og Abu Sufyans mænd var ikke
interesseret i at møde muslimerne igen. Så det lykkedes dem at overtale
ham til, ikke at kæmpe mod muslimerne igen. Muslimerne
ventede på afgudsdyrkerne ved Uhud i tre dage, de tændte store bål, for
at lade alle vide, at de var parate til ny kamp. Men Abu Sufyan og hans mænd
turde ikke slå til, så de pakkede deres lejr sammen og drog tilbage til
Makka, hvor de vidt og bredt fortalte om deres endagskamp og ”halve”
sejr over muslimerne. (3:160)
Det
vigtigste, som muslimerne lærte ved Uhud-slaget var at adlyde. At adlyde
deres leder, deres Profet (saws). Når man ikke følger sin leders
anvisning, inviterer man ulykkerne indenfor. Selvom muslimerne ikke entydigt
tabte kampen, så tabte de muligheden for endnu en stor sejr. Og muslimernes
tilbageskridt glædede jøderne og afgudsdyrkerne. (3:167-168) Faren
vokser Nu
da de arabiske stammer i området havde set, at muslimerne ikke var umulige
at overvinde, fik de nyt mod til at modarbejde dem. De lagde derfor mange
hemmelige og ondskabsfulde planer mod muslimerne i Madina. For
eksempel udførte Abu Bur’a, som var leder af en stammer, der hed Banu
Amr, en meget ond plan. Han rejste til Madina for at fortælle muslimerne at
de nu gerne måtte fortælle hans stamme om Islam. Han opførte sig, som om
han var interesseret i islam og han bad Profeten (saws) om 70 muslimske mænd,
som kunne rejse med ham tilbage til sin stamme for at lære dem om Islam.
Det fik han. Men hans plan var noget helt andet end det han lod som om. For
da de var kommet et godt stykke væk fra Madina, omringede hans mænd de 70
muslimer og dræbte dem alle – næsten. Kun én muslim overlevede, fordi
han lod som om han var død. Han kunne derfor slippe levende tilbage til
Madina, hvor han fortalte Profeten (saws) om den forfærdelige massakre.
Alle i Madina sørgede over tabet af de gode mænd. Der
skete mange lignende angreb på muslimer, og det blev mere og mere farligt
for dem at have kontakt med folk uden for Madina. Men
også i Madina lurede faren, og der blev lagt onde planer i al hemmelighed.
Dels var der dem, som kaldte sig muslimer, men som i virkeligheden hverken
troede på Allah eller Profeten (saws), de lod bare som om, fordi det bedst
kunne betale sig for dem, så længe muslimerne ledede Madina, men i
virkeligheden ville de helst af med muslimerne så hurtigt som muligt. Men
der var også den jødiske stamme Banu Nadir, og sammen med de falske
muslimer - hyklerne, begyndte de at lægge planer om at dræbe Profeten
(saws), selvom de og muslimerne havde lavet en skriftlig aftale om, at de
ikke ville angribe hinanden, men leve i fred sammen. Heldigvis opdagede
muslimerne i tide, hvad Banu Nadir havde planlagt. Profeten (saws) beordrede
dem nu til at forlade Madina, som straf for, at de ikke havde overholdt
deres aftale. Men Banu Nadir var meget rige på jord og havde store farme,
som de ikke ville forlade, så selvom de tydeligvis havde forrådt deres
aftale, ville de hellere gå i krig mod muslimerne end at forlade deres rige
farme. Hyklerne
lovede, at de ville hjælpe dem med 2000 soldater, hvis de gik til angreb på
muslimerne. Så Banu Nadir besluttede at blive og kæmpe mod muslimerne. I
20 dage kæmpede de mod hinanden i gaderne, men kampen var ulige, for mange
gange trak jøderne sig tilbage til deres sikre farme, hvor de havde nok af
proviant og hvorfra de i sikkerhed kunne sende byger af pile og sten mod
muslimerne. Til
sidst besluttede Profeten (saws) at gøre noget, som muslimer ellers ikke
skal gøre. De fældede farmernes daddelpalmer! Muslimer skal ellers ikke ødelægge
træer og planter eller dræbe dyr på grund af krig, for det er ting vi
skal passe på og behandle ordentlig. Men Allah gav muslimerne lov til det
i denne særlige situation, fordi jøderne fra Banu Nadir, kun blev
ved med at kæmpe så hårdt mod muslimerne, fordi de ville blive på deres
rige farme. Da
de så, at deres daddelpalmer var ødelagte, var deres farme ikke så meget
værd mere, så de overgav sig til muslimerne. Profeten (saws) gav dem frit
lov til at forlade Madina og de fik endda tilbudt at hver person kunne tage
tre kamellaste af deres egendele med sig, så de kunne leve godt et nyt
sted. Belejringen
af Madina
Man
skulle tro, at jøderne nu ville opgive at bekæmpe muslimerne, men nej- tværtimod.
Mange fra Banu Nadir slog sig ned i et område ca. tre dages rejse fra
Madina, og derfra begyndte de at tage kontakt til alle de ikke-muslimske
stammer, og til afgudsdyrkerne i Makka. De ville have hævn over muslimerne
og derfor skulle de bruge så mange mænd de kunne samle. De skulle have
alle araberne på deres side, og de ville gøre hvad som helst for at få
det. For eksempel lovede de nogle af stammerne et stort krigsbytte, hvis de
ville kæmpe sammen med dem mod muslimerne. De sagde også til
afgudsdyrkerne at afgudsdyrkning var meget bedre end muslimernes tro på én
Gud, bare for at få støtte fra dem. Efter
mange møder med de arabiske stammer og afgudsdyrkerne i Makka, lykkedes det
dem at samle en hær på 10.000 mænd. En så stor hær var ikke set i
Arabien før, og den dragede nu afsted mod Madina for at angribe muslimerne. Muslimernes kloge
forsvars-plan
Da
nyheden om den enorme hær nåede til Madina, blev mange af muslimerne skræmt
og bange. 10.000 soldater med fuld udrustning og våben, og muslimerne kunne
højest samle 3.000 mænd, og de havde ikke meget udrustning. Men
en af muslimerne, Salman al Farsi, kendte til, hvordan de store hære i
Persien kæmpede, så han havde et forslag. Madina er omgivet af flere
bjerge, hvor det ville være umuligt for fjenderne at angribe fra, derfor
var der kun to åbne sider af byen. Den østlige side, hvor den jødiske
stamme Banu Quraizu boede og havde et fort, men der kunne man ikke
forestille sig at fjenden ville angribe, dels på grund af det stærke fort
og dels fordi fjenden ikke ville angribe dem, når de ikke var muslimer.
Overfor muslimerne havde Banu
Quraizu lovet at holde deres aftale om fred, så derfor forventede og
stolede muslimerne på, at denne side af byen var sikker mod angreb. Den
anden åbne side af byen vendte mod vest, og der foreslog Salman al Farsi,
at de gravede en dyb grøft hele vejen over. Den skulle forhindre fjenden i
at komme ind til byen, og muslimerne kunne lettere forsvare sig. Alle
muslimerne arbejdede sammen, nogle lavede bymurene stærkere og andre,
deriblandt Profeten (saws), knoklede hårdt med at grave den store grøft.
Endelig blev de færdige, og muslimerne blev nu opdelt i grupper, og
placeret forskellige steder, hvorfra de skulle beskytte og forsvare byen og
muslimerne. De var så parate som det var muligt, til at møde den enorme hær. (evt.
kort over Madina, s. 298 Emerick) Fjenden får en
overraskelse
Tænk
dig, hvordan muslimerne må have følt, da de så den enorme hær komme frem
mod byen. Det så ud som om der var soldater, heste, kameler og krigsvåben
så langt som øjet kunne nå. Der lød krigstrommer og vilde hyl fra den
fremmarcherende hær. Muslimerne
vidste, at der ventede dem en forfærdelig behandling fra fjenden, hvis de
tabte. Men
lige da hærlederne skulle til at give ordre om angreb mod Madina og
muslimerne, opdagede de den store grøft. Den var alt for bred til at
rytterne kunne komme over, og den var så dyb, at soldaterne til fods ville
blive fanget i den, mens muslimerne kunne gå til modangreb mod dem. De
forbandede muslimernes smarte plan, for de kendte ikke til den slags
strategier i Arabien. Nu måtte de opgive angrebet og de slog lejr og
forberedte sig på, en langvarig belejring af byen. Muslimerne bliver
forrådt igen
Denne
belejring var hård for både muslimerne og deres fjender. Det var vinter og
efterhånden som tiden gik, begyndte muslimerne at mangle mad. Derfor bandt
de sten om maven, for ikke at mærke sulten så meget, men de havde deres
gode sikre huse. Fjenden derimod frøs i deres telte, den kolde vind strøg
hen over ørkenen om natten, og soldaterne krøb sammen i teltene og ønskede
nok, at det hele snart var overstået. Men selvom fjenden flere gange forsøgte
at komme over grøften, var muslimerne hele tiden på vagt og fik standset
ethvert forsøg på angreb. Lederne
af Banu Nadir blev nu bange for, at afgudsdyrkerne ville opgive og vende
hjem til sig selv. De vidste, at det nok aldrig ville lykkes dem at samle så
stor en hær igen, og at dette var deres bedste chance. Derfor lovede de
afgudsdyrkerne, at de ville finde på en plan. I al hemmelighed gik de til
lederne af Banu Quraiza, for at overtale dem til, at angribe muslimerne fra
deres side af byen. Banu Quraizu ville først ikke høre tale om den slags,
for de havde givet deres ord til muslimerne og ville holde det, desuden var
de bange for at miste deres huse og ejendele, hvis de brød Aftalen
med muslimerne. Men Banu Nadir fortalte dem om, hvor stor en hær de havde
samlet, og lovede at de nok skulle støtte dem i angrebet, og at muslimerne
umuligt kunne vinde. Til sidst lod lederne af Banu Quraiza sig overtale til
at angribe muslimerne bagfra, på samme tid som afgudsdyrkerne havde
besluttet at forsøge endnu et angreb forfra. Da
muslimerne hørte om dette, sendte Profeten (saws) nogle ledere til Banu
Quraiza, for at huske dem på den aftale, som de selv havde lavet med
muslimerne. De bad dem holde deres aftale, og ikke opføre sig fejt. Men
Banu Quraiza var allerede i fuld gang med at forberede sig på angreb, og de
ville nu lukke af for de sidste madforsyninger til muslimerne. Der var ikke
noget at gøre, Banu Quraiza havde skiftet side og brudt deres aftale. Muslimerne
kunne for alvor mærke sulten nu, børn og kvinder fik først af den mad der
var tilbage, mens mændene bandt flere sten om maven. De frygtede for, hvad
der skulle ske. Fjenden
derimod var vilde af glæde over, at det var lykkedes dem at få Banu
Quraiza til at bryde deres aftale med muslimerne. De planlagde nu deres
endelige angreb. Fjenden bliver delt
Nogle
af fjendens ryttere blev så ivrige at de indledte et mindre angreb nogle
dage før det planlagte angreb. Og selvom muslimerne kæmpede imod dem,
lykkedes det faktisk rytterne at komme over grøften og få en position tættere
på muslimerne. Samtidig begyndte Banu Quraiza, den jødiske stamme i Madina,
at sende krigere frem mod muslimernes bydel. Mange muslimske kvinder og børn
opholdt sig der, og der var ikke mange soldater til at forsvare dem. En
af kvinderne, Safiyah bint Abdul Muttalib, så en kriger komme snigende i en
smal gyde, han var i gang med at undersøge, hvor mange soldater muslimerne
havde placeret der. Safiyah bad en ældre mand om at angribe spionen, men
den gamle var bange og turde ikke. Derfor greb hun selv en jernstang i huset
og sneg sig ud i gaden. Hun listede ind på den fjendtlige spion bagfra, og
med ét slag med jernstangen dræbte hun ham. Så alarmerede hun de andre
kvinder, så de alle kunne holde øje med fjenderne. Profeten
(saws) var klar over at de var meget presset, de ville blive angrebet fra to
sider, når det store slag ville stå om få dage. Derfor måtte han forsøge
at lægge en ny plan. Planen gik ud på at dele fjenden, så de ikke længere
var så stærke. Han
sendte Nu’aym, en gammel ven af Banu Quraiza, til dem, for at overtale dem
til ikke at angribe. Han spurgte dem også, om de var sikre på at få hjælp
fra afgudsdyrkerne, hvis det skulle vise sig, at muslimerne var stærkere
end dem i kampen. Folkene fra Banu Quraiza tænkte over dette spørgsmål,
og de begyndte at overveje, om der var større fordele ved ikke at angribe
muslimerne. Samtidig
sendte Profeten (saws) et hemmeligt bud til lederne af den store arabiske
stamme Ghatafan. De var kun med fjenden, fordi de ville leve i fred med Banu
Nadir, men i virkeligheden ville de helst være fri, for de var modløse og
forkomne, nu da belejringen af Madina havde varet i tre uger. Profeten
(saws) tilbød dem en tredjedel af næste års høst, hvis de trak sig
tilbage. Derfor blev også Ghatafan stammen nu i tvivl, om de ville være
med i angrebet mod muslimerne. Da
Quraish stammen fra Makka hørte om Banu Quraizas og Ghatafans overvejelser,
blev de meget vrede. Hærlederen Abu Sufyan mente at det var bedst at starte
angrebet allerede næste dag, så Quraiza og Ghatafan stammerne ikke kunne nå
at beslutte sig for ikke at være med. Han sendte besked til alle om at
slaget ville stå næste dag. Men
da næste dag var en lørdag, nægtede Banu Quraiza at deltage, for lørdag
er jødernes helligdag. Abu Sufyan blev så hidsig over dette svar, at han
sendte besked tilbage til dem om, at enten skulle Banu Quraiza deltage i
angrebet, eller også ville de selv blive angrebet! Abu
Sufyan gik nu til lederne af Ghatafan i håb om hjælp, men Ghatafan havde
besluttet, at de ikke ville deltage i noget angreb, før de havde bestemt
sig til, om de ville tage imod Profetens tilbud.
En
stormfuld nat Den
aften lagde fjendens hær sig bekymret og forvirret til at sove i deres
telte, de anede ikke, om de ville angribe den næste dag eller ej. Men der
skulle vise sig et svar på deres spørgsmål før end de havde ventet. For
allerede om natten begyndte en voldsom storm at blæse hen over deres lejr.
I løbet af kort tid blev mange hundrede telte revet i stykker af stormen
eller blæst omkuld. Soldaterne havde ingen beskyttelse mod vinden og sandet
slog ind i ansigterne på dem og deres heste. Det var et frygteligt uvejr.
Det lykkedes nogle af lederne at samles, for at diskutere hvad de skulle gøre.
Men både de og soldaterne havde mistet modet, de var bange og mente at
stormen var et dårligt varsel til dem. Hver
mand greb de ejendele han kunne få fat i og begyndte hastigt at drage væk,
alt imens stormen rasede hen over den ødelagte lejr. Da
morgenen kom, var der ikke en eneste mand tilbage der, hvor der tidligere
havde været en hær på 10.000 mand. Både afgudsdyrkerne fra Makka og de
andre arabiske og jødiske stammer var draget hjem. (33:9) Muslimerne
derimod samledes i moskéen for at glædes over og takke Allah den Almægtige
for det mirakel, Han havde sendt til dem. De råbte gladelig Allahu Akbar i
Madinas gader. Opgøret
med Banu Quraiza Muslimerne
havde dog stadig et opgør tilbage. Hvad skulle de stille op med Banu
Quraiza, som var deres nærmeste naboer, men som havde vist sig at svigte
dem, på det tidspunkt, hvor de havde allermest brug for hjælp? Hvordan
skulle muslimerne nogensinde kunne føle sig tryg ved dem igen? De ville
aldrig kunne være sikre på, om de ville holde deres aftaler en anden gang.
De kunne ikke være sikre på, om de stadig samarbejdede med fjenden. Derfor
gik muslimerne til angreb mod Banu Quraizas fort. kampene varede i 25 dage
og muslimerne var stærkest. Banu Quraiza opgav kampen og sendte bud til
Profeten (saws) for at indgå en aftale. Men Profeten (saws) ville ikke indgå
en aftale med dem igen, de havde jo ikke holdt de tidligere aftaler, så han
forlangte at de skule overgive sig først. Det
ville Banu Quraiza ikke, så de sendte bud til stammen Auws, og bad dem om
at tale med Profeten (saws), for at de kunne få lov til at rejse væk med
deres ejendele, ligesom Banu Nadir. Da Profeten (saws) mødtes med mændene
fra Auws, spurgte han dem, om de hellere ville vælge en mand fra dem selv,
til at afgøre, hvad straf Banu Quraiza skulle have, og det sagde de
tilfreds ja til. Da
Auws folkene gav denne besked til Banu Quraiza, blev de meget tilfredse og
bad om at lederen af Auws stammen, Sa’d, skulle afgøre sagen. Og sådan
blev det. Først
beordrede Sa’d at de skulle aflevere alle deres våben, forlade fortet og
overgive sig til muslimerne. Så samlede han lederne af Banu Quraiza og
spurgte dem, hvad deres egen religion sagde, man skulle gøre ved forrædere.
Mændene sænkede hovedet, for i den hellige bog Taurah, som jøderne følger,
står der, at forrædere skal straffes med døden. Sa’d
besluttede derfor at alle krigerne skulle henrettes. På den måde fik Banu
Quraiza den straf, som de i deres egen religion mente var rigtig. Og
muslimerne blev befriet for den sidste af deres fjender. MEKKA BLIVER BEFRIET
Muslimske krigere
Umm
Umara var en velsignet kvinde på grund af sin tapperhed og sit heltemod,
for eksempel da hun deltog i slagene al-Hudaybiya, Khaybar, Hunayn og slaget
ved Yamama. Men hendes mest ærværdige og betydningsfulde rolle spillede
hun under slaget ved Uhud. Umm Umara skulle deltage i slaget ved Uhud sammen
med sin mand Ghaciya og deres to sønner.
Hun tog med for at give vand til de sårede, men Allah havde bestemt
en langt mere afgørende rolle for hende. Uden
at kende til sin skæbne, tog hun afsted sammen med sin familie, bærende på
et skind med vand, og de ankom til slagmarken ved Uhud den samme dag.
Muslimerne havde overtaget i kampen, så hun gik hen for at se, hvordan det
gik med Allahs budbringer Muhammad (saws). Men på samme tidspunkt begik
muslimerne en fatal fejl. – Da de så Quraish på tilbagetrækning, løb
de frem mod krigsbyttet, selvom Profeten (saws) havde beordret dem til at
blive på skråningen. Khalid bin Walid, der endnu ikke var blevet muslim, så
den åbne flanke og indledte et angreb på muslimerne der. plUdselig var det
Quraish, der havde overtaget. Muslimerne blev paniske og begyndte at flygte,
så tilbage var kun Profeten (saws) og nogle stykker af hans ledsagere.
Deriblandt var Umm Umara. Umm
Umara blev også angrebet af ryttere, men hun vægrede aldrig eller følte
frygt. Hun erklærede senere kækt: ”Hvis de havde været uden heste som
vi, ville vi have banket dem, med Allahs vilje”. Profeten
(saws) beundrede hendes sans for selvopofrelse og sagde til hende: ”Hvem
kan opnå, hvad du kan opnå, Umm Umara!”. Pludselig
kom den mand frem, som havde såret hendes søn, og Profeten (saws) råbte
til hende: ”Det er ham, der sårede din søn”. Hun vendte sig modigt mod
den mand, som hendes søn havde beskrevet som en stor træstamme, hun ramte
hans ben med sit våben og sendte ham i knæ. Profeten (saws) smilede og bemærkede:
”Du har gjort gengæld, Umm Umara”. Da hun havde gjort det helt af med
ham, sagde Profeten (saws): ”Æret være Allah, der har givet dig sejr og
som har foretrukket dig frem for din fjende og har ladet dig få direkte hævn”. Det
lykkedes Ibn Qumay’a at ramme hende over nakken og tilføje hende et
alvorligt sår. Profeten (saws) kaldte hurtigt på hendes søn: ”Din
moder! Din moder! Forbind hendes sår. Må Allah velsigne dem, husets folk.
Din moders forsvarskamp er bedre end ”den og dens” kamp. Må Allah
bringe dem nåde, husets folk!”. Da
Umm Umara så Profetens tilfredshed med hendes målbevidsthed og mod, bad
hun ham indtrængende: ”Bed Allah om, at vi må være dine ledsagere i
Haven”. Så han sagde: ”Oh Allah, gør dem til mine ledsagere i
Haven”. Og dette var Umm Umaras højeste ønske, så hun kommenterede:
”Jeg er ligeglad med, hvad der nu måtte ramme mig i denne verden”. Umm
Umara deltog senere i Yamama-slaget, hvor hun fik 11 sår og mistede sin hånd.
Hendes tapperhed gjorde, at hun vandt muslimernes respekt, specielt
khaliffernes, der ofte besøgte hende og viste hende særlig opmærksomhed. Må
Allah velsigne os med et lignende mod, selvopofrelse og udholdenhed.
Abu
Dujana – Krigeren med det røde bånd Blandt
Allahs krigere, var der en mand, der hed Abu Dujana bin Kharsha (raa). Han
tilhørte Ansar folket, og var en af dem, der konverterede til Islam tidligt
i Muhammads (saws) profetskab. Han var kendt for sin fromhed, styrke og
modighed under jihad. Hvor som helst i beskrivelserne af Profetens sunnah,
kan man læse om Abu Dujanas kamp for Allahs sag. Abu
Dujana var en modig mand, der plejede at stå stolt og tapper i krig. Han
havde et rødt bånd, som han plejede at bære om hovedet, når han bar
dette, vidste alle, at han var rede til at kæmpe til døden. Da Abu Dujana
fik Profetens sværd, tog han derfor det røde bånd om hovedet og begyndte
at spankulere stolt rundt blandt de andre mujahideen, da Allahs Profet
(saws) så dette, sagde han (saws): ”Dette er en form for fremtræden, som
Allah afskyr, undtagen i denne situation (under jihad)”. Mens
disse angreb mod Profeten (saws) stod på, nærmede Uthman ibn Abdullah ibn
Mugheerah (en af fjenderne) sig og prøvede at slå ham ihjel. Men
Al-Harith bin As-Simma kom til hans forsvar, snittede ham i benet, så
han faldt til jorden, hvorefter han dræbte ham. Men en anden mekkansk
rytter, Abdullah bin Jabir, angreb Al-Harith bin As-Simma og gav ham et dybt
hug i skulderen med sit sværd, og muslimerne måtte bære ham (Al-Harith)
tilbage til lejren, da han var alvorligt såret. Kort efter angreb Abu
Dujana med sit røde bånd og Profetens (saws) sværd Abdullah bin Jabir og
huggede hans hoved af med et enkelt hug. Julabib
- en usædvanlig helt
Julaybib
var en fattig mand fra Medina. Han havde ikke nogen familie og han hørte
ikke engang til en stamme. Men det værste var, at han var meget lille og
hans krop så ikke ud som andres. Folk syntes han så mærkelig ud, så de
gjorde tit nar af ham eller lavede sjov med ham. Julaybib betyder en lille
kvindes kjole, det kaldte folk ham for sjov, men der var vist ikke mange,
der vidste hvad han egentlig hed. Julaybib havde det ikke nemt. Da
Profeten (saws) kom til Medina, blev Julaybib straks muslim, sammen med
mange andre fra Medina. Han syntes at Islam var noget helt specielt og godt,
fordi det lærte folk, at alle mennesker er lige. Islam lærer jo at Allah
har skabt os alle, lige meget hvordan vi ser ud, og at ingen er bedre end
andre bare fordi de er smukkere, klogere eller rigere. Da
Julaybib blev muslim fik han det meget bedre, folk drillede ham ikke så
meget mere (49:11), og han vidste selv, at han var lige så meget værd som
andre, for det har Allah lært os. Men
nogen mennesker har svært ved at lave om på den måde de plejer at gøre
tingene eller den måde de plejer at tænke på. de glemmer de nye og bedre
ting de lærer og bliver ved med at tænke som før. Det kan du se i
historien om Julaybib. Men du vil også se, at sommetider når man tror at
det værste er ved at ske, så viser det sig, at der kommer noget godt ud af
det. Et
usædvanligt tilbud Da
den velsignede Profet (saws) fandt ud af, hvordan Julaybib havde det,
bestemte han sig for at gøre noget, som skulle være gjort for længe
siden. Han gik til en muslimsk familie i Medina og sagde: ”jeg ville ønske,
at din datter ville gifte sig”. Faderen
i huset blev utrolig glad og sagde: ”hvor dejligt og velsignet, og hvilken
storslået ting af dig at se”. ”jeg vil ikke selv gifte mig med hende”
sagde Profeten (saws). Ud fra det faderen sagde kunne Profeten (saws) jo
tydeligt se, at faderen troede, at det var derfor Profeten (saws) var
kommet. Man kunne tydelig se, at faderen blev noget skuffet, han spurgte så,
hvem det var Profeten (saws) havde tænkt sig, at hun skulle gifte sig med.
”Julaybib” svarede Profeten (saws). Da han sagde dette, blev faderen
helt chokeret og bange. Samura
Ibn Jundub – En ung kriger
Denne
sahabas mor kom til Madina med sin lille søn, på grund af hendes mands død.
Hun lærte Profeten og hans sahaba at kende der, fordi hun ønskede at lære
mere om Islam og at studere Koranen. Samuras mor var meget dygtig og havde
en god opførsel, så hendes naboer kom hurtigt til at holde meget af hende,
og de viste hende og hendes søn god islamisk gæstfrihed. De bød hende
velkommen og behandlede hende på en meget ærefuld måde. Da sahaba i
Madina hørte folk omtale hende så pænt, var der flere af dem, som friede
til hende. Men hun tænkte meget på sin lille søn, hun ville ikke giftes
med en hårdhjertet mand, som kunne ske at være hård ved hendes søn.
Derfor ventede hun nogen tid med at beslutte sig angående ægteskab. Til
sidst sagde hun at hun kun ville gifte sig med en mand, som ville være god
mod Samura og som ville tage sig godt af ham. Samura
blev meget ked af det. Han skulle lige til at følge Profetens ordre om at
tage hjem, da han hørte Abu Rafi’ (far til en af de unge drenge) bede
Profeten (saws) om hans søn ikke nok måtte komme med i kamp. Abu Rafi’
sagde til Profeten (saws): ”O Allahs budbringer, min søn Rafi’ er en
dygtig bueskytte. Jeg ønsker, at muslimerne skal få udbytte af hans
evner”. Derfor tillod Profeten (saws), at Rafi’ alligevel kunne deltage
i slaget. Samura
tænkte ”hvorfor kan Rafi’ deltage, når jeg ikke må, og vi er lige
gamle?”. Samura gik hen til Profeten (saws) og sagde: ”O Allahs
budbringer, du har tilladt Rafi’ at få den ære at deltage i kampen, men
du vil ikke lade mig komme med. Hvis han og jeg skulle bryde mod hinanden,
ville jeg kunne slå ham ud”. Allahs
profet (saws) accepterede og lod de to (Samura og Rafi’) bryde mod
hinanden. Muslimerne så med fornøjelse på kampen mellem de to og til
sidst vandt Samura kampen. Profeten (saws) var meget tilfreds med de to
drenges iver, så han lod dem begge deltage i Uhud-slaget. Under
slaget kæmpede Samura tappert imod afgudsdyrkerne sammen med de andre
kendte sahaba. Under kampen, råbte han ofte højt: ”Allahu Akbar!”. Da
slaget var overstået, blev heltene og de udholdende æret. Samura var meget
stolt over at være blandt dem, der havde fået den store ære, at forsvare
Islam.
Uddrag
af Profeten Muhammeds (saws) liv Profeten Muhammed (saws) blev født år 571 i Mekka, som ligger i Saudi Arabien. Da han var seks år gammel døde også moderen Amina bint Wahab og efterlod Muhammed (saws) forældreløs. Hans bedstefar (på faderens side) blev nu hans værge. Han havde en speciel status og stor indflydelse i Mekka. Han var en fornem sheik, som alle i stammen Quraysh så op til. På dette tidspunkt var Quraysh den førende stamme af alle stammer på den Arabiske Halvø. Bedstefaderen gav Muhammed (saws) kærlighed og tryghed, men denne tilstand varede ikke så længe. Bedstefaderen døde da Muhammed (saws) var otte år gammel. Derefter blev det onklen, Abu Talib, som tog sig af Muhammed (saws) og gav ham sin beskyttelse. Da Muhammad (saws) var tolv år gammel, rejste han på forretningsrejse med sin onkel Abu Talib. Rejsen gik til Bilad Al-Sham (Syrien). Det var første gang Muhammed (saws) rejste udenlands. Da han var femogtyve rejste han igen til Bilad Al-Sham, men denne gang som forretningsfører for den rige og noble Khadidja bint Khowaila. Khadidja havde hørt om Muhammeds (saws) troværdige og pålidelige væremåde. Hun havde betroet ham sine penge og forretninger. Da Muhammed (saws) vendte tilbage fra Bilad Al-Sham friede Khadidja til ham og Muhammed (saws) accepterede. Han var da femogtyve og hun var fyrre. Allerede før Muhammed (saws) blev profet, afskyede han afgudsdyrkelse. Hans had til denne form for tilbedelse var så stærk, at han aldrig deltog i ceremonier til ære for disse afguder. Ligeledes drak han aldrig alkohol. Alle disse førnævnte karakteregenskaber, var alle skænket af Allah til profeterne, så de kunne blive rede til at modtage de guddommelige åbenbaringer. Alle profeter har været ufejlbare. Det betyder at de aldrig har syndet, hverken før eller efter de blev profeter. Jøder og kristne som levede på den Arabiske Halvø, tillige med de som levede i de rundtomliggende lande, var antiseptiske angående den sidste profets tilsynekomst i verden, selvom det er nævnt i deres Hellige Bog, Det Gamle og det Nye Testamente. I år 610, da Profeten Muhammed (SAWS) var fyrre år gammel, begyndte Allah (swt) at sende åbenbaringer ned til Profeten (saws) gennem englen Gabriel (as). Gabriel (as) lærte Profeten Muhammed (saws) den første Sura i Den Hellige Koran. Således blev Profeten Muhammed (saws) erklæret Profet i en alder af fyrre år. Efter den dag, blev den hellige Koran åbenbaret til Profeten Muhammed (saws) med jævne mellemrum over de næste treogtyve år. Disse åbenbaringer kom, når det var nødvendigt at klarlægge forskellige omstændigheder og årsager. Den Hellige Koran er Allahs Ord til Profeten Muhammed (saws) gennem englen Gabriel (as). Hverken Muhammed (saws) eller Gabriel (as) havde noget at gøre med denne bog, undtagen dens overbringelse til menneskeheden. Gabriel (as) reciterede Den Hellige Koran til Muhammed (saws), som lærte den udenad og viderebragte det lærte til folket. Muhammed (saws) bad nogle lærde mænd, som var hans venner (sahaba) om at nedskrive Koranen. Han var selv analfabet. Det er vigtigt at nævne at hele Koranen var nedskrevet og ordnet i rækkefølge i Profeten Muhammeds (saws) levetid. Allah (swt) siger i Koranen i sura 3 vers 87: ”Søger nogen en anden religion end Islam, skal den ikke modtages af Ham, og han skal i det kommende liv være blandt taberne.” Det betyder, at alle de der har kendskab til den sidste bog Koranen og den sidste profet Muhammed (saws), må følge islam. Allah accepterer på ingen måde at man sætter partnere ved Hans side, eller fornægter noget af det åbenbarede, gør forskel på eller fornægter nogle af profeterne. Før Profeten Muhammeds (saws) mission, var den Arabiske Halvø indhyllet i uvidenhedens mørke og tyranniets slør. Folket tilbad afguder. Hver stamme havde sin egen gud. Eftersom der fandtes 360 stammer var der også 360 afguder repræsenterede. De stærke tyranniserede og undertrykte de svage. Stammekrige, plyndringer og landevejsrøverier hørte til hverdagen foruden slaveri, høj åger, hor, druk og hasardspil. Mange nyfødte pigebørn blev levende begravet, af frygt for at de skulle blive en økonomisk byrde for forældrene, når de voksede op. Kvindens stilling i samfundet var meget lav. De havde f.eks. ingen arveret efter deres familie. Kvinden blev betragtet som et andet stykke møbel eller som et dyr, man kunne bytte og handle med. Ved profeten Muhammeds (saws) tilsynekomst begyndte en ny æra. Han viste folk den islamiske religion. Han pålagde folket at tilbede én Gud og at overholde de nye love og principper, som var helt fremmed for dem på daværende tidspunkt. De nye love kaldte menneskene til at gøre en ende på drab, røveri, druk, hor, hasardspil, slaveri, begravelse af nyfødte pigebørn og laden hånt om kvinders rettigheder, foruden alle de andre umoralske handlinger i den pre-islamiske tid. Den islamiske religion, som nu blev pålagt af Profeten Muhammed (saws) førte til stor modstand og moralsk revolution fra araberne, især budskabet om kun at tilbede én Gud, Allah. Islam belærte også at der er et liv efter døden. Den nye religion forkyndte lighed mellem folk, ærbarhed, barmhjertighed, gode relationer mellem slægtninge, venner og naboer, desuden en opfordring til at give almisser og kvinderne fik ret til at arve og eje formue og ejendom. Størstedelen af de mekkanske afgudsdyrkere var utilfredse med den nye livsform. De forsøgte at bekæmpe Profeten Muhammed (saws). De behandlede ham meget dårligt. De gjorde alt for at skade og håne ham. De kaldte ham ”Løgneren”, ”Den sindssyge”, ”Troldmanden” og ”Digteren”. ”Digteren” som Profeten (saws) blev kaldt refererede til den kendsgerning at Koranen er åbenbaret i en poetisk form. Skønt folket før havde kaldt Profeten Muhammed (saws) ”Den Troværdige”, nedværdigede de ham nu med mange grimme navne og anerkendte ham ikke som profet eller sendebud. Disse polyteister plagede også hans tilhængere. Profeten Muhammed (saws) blev med sine tilhængere forvist fra Mekka til ørkenen, hvor de levede en kummerlig tilværelse på hungersnødens grænse i tre år. Ikke desto mindre fortsatte Profeten Muhammed (saws) og hans følge at forkynde islam i Mekka de næste tretten år. Efter disse hårde år beordrede Allah ham og hans følge til at emigrere til Medina. Denne emigration til Medina kaldet Hijra, bliver betragtet som en milesten i islams historie og er begyndelsen for den islamiske kalender. Medinas beboere støttede Profeten Muhammed (saws) og dér grundlagde han den første islamiske stat. Han tilbragte de sidste ti år af sit liv der. I Medina var Profeten Muhammed (saws) lederen og dommeren og han havde kommandoen over hæren. Disse ansvar var alle væsentlige led i rollen som profet og budbringer. Udover alle disse ansvar var han også fader til sine børn og ægtemand for sine hustruer. Disse punkter illustrerer en af hovedforskellene mellem den muslimske og ikke-muslimske kultur. Islam er en omfattende religion, som dækker alle aspekter i livet. Derfor tror muslimerne ikke på en adskillelse af religion og stat, som er almindeligt i Vesten. Profeten Muhammed (SAWS) var en god strategisk leder i forsvaret af Medina. Han var genial til at lægge taktik for hæren. Han udkæmpede mange slag imod de vantro og jøderne. Det blev gjort for at stoppe aggressionen fra disse grupper og for at forsvare Medina og dens befolkning. Disse slag var også nødvendige for at klargøre vejen til islams spredning. Der kom hele tiden nye tilhængere til og snart var islam spredt og modtaget af alle indbyggere på Den Arabiske Halvø. Profeten Muhammed (saws) sendte brevene til følgende ledere: Zæsar, den romerske konge af Byzant, Al-Mkawakas, prinsen af Egypten, Negrus, kejser af Etiopien, Khoshrou, konge af Persien, Al-Monzer bin Sawi, konge af Bahrain, Jeefar og Abda, de to konger af Oman og Huthah bin Ali, kongen af Al-Yamamah. Profeten Muhammed (saws) indgik en 10-årig fredskontrakt med det mekkanske folk, men de krænkede og brød ofte den aftale. Folket i Mekka havde allieret sig med stammen Bakr. Denne stamme generede og dræbte mange medlemmer fra stammen Khuza’ah, som var gået over til islam og derfor selvfølgelig var Profetens allierede. Enden på alle disse problemer blev at den muslimske hær med titusinde mand, drog mod Mekka. Det kom dog aldrig til kamp, da byen overgav sig. Erobringen af Mekka blev betragtet, som den største triumf for den muslimske hær på grund af Mekkas status som hellig by og det var, og er stadig der, muslimerne udfører deres pilgrimsfærd. I Mekka ligger også Allahs hus, Ka’baen, som blev genopbygget af Profeten Ibrahim (as). Mekka spillede også en stor rolle politisk og forretningsmæssigt, da det var hovedcenteret for alle stammerne på Den Arabiske Halvø. Profeten Muhammed (saws) var selv født i Mekka og det samme var de fleste af hans tilhængere og de betragtede alle Mekka som deres hjemstavn. Mekka var byen hvor mange stammer samlede sig og lagde planer imod Allahs Profet (saws) og hans tilhængere (Sahaba). Mekka var stadig center for modstandskraft mod islam. Disse årsager var grund til at erobringen af Mekka blev så betydningsfuld og Profeten Muhammed (saws) var fuldstændig klar over, at Mekka var det bedste sted til hovedcenter for spredning af islam mellem araberne. Profeten Muhammed (saws) gik ind i Mekka på en ydmyg måde adlydende Allahs ordrer. Han kom ikke som den hovmodige erobrer, som folk ventede. Han var et tegn på en sand beskeden mand, der havde underkastet sig Allah (swt). Hans pande rørte næsten sadlen på hans kamel, da han red ind i Mekka. Profeten (saws) tilgav alle i Mekka, der havde været imod ham og han beordrede sine soldater til ikke at harme nogen eller deres ejendom. Som en konsekvens af Profetens tolerante og betænksomme opførsel konverterede alle Mekkas indbyggere til islam. Derefter gav Profeten (saws) ordre til, at alle afguder skulle ødelægges. Der fandtes 360 af dem rundt om og inde i Ka’baen. Statuer i alle former og størrelser af træ og sten, som de vantro havde tilbedt. Efter erobringen af Mekka vendte Profeten Muhammed (saws) tilbage til Medina, hvor store skarer af mennesker kom for at konvertere til islam. Hver stamme sendte en delegation til Profeten (saws) for at lære islams principper specielt fra ham. Der var en del jøder og kristne, som ikke ønskede at ændre deres religion. De blev ifølge islams regler pålagt at betale en speciel skat imod fuld beskyttelse af den islamiske stat. Muslimerne blev ikke pålagt den samme slags skat. Det er påbud i deres religion at give almisser foruden den obligatoriske skat, zakat. Dette er år er kendt i den islamiske historie som ”Året af delegationer”. Profeten Muhammed (saws) blev leder af størstedelen af befolkningen på Den Arabiske Halvø efter at han havde grundlagt den islamiske stat. Før sin død foretog Profeten Muhammed (saws) en pilgrimsrejse til Mekka. Han lavede tawwaf (gå 7 gange rundt om Ka’baen) og foretog andre obligatoriske ting. Senere under pilgrimsfærden leverede han sin berømte afskedstale. Det følgende er en part af hvad han sagde. Denne prædiken blev holdt den 9. dag i Dhul Hijjah år 10 i Uranahdalen på Arafatbjerget: ”Oh
folk! Hør opmærksomt på mig, for jeg ved ikke om jeg efter dette år er
iblandt jer mere. Så hør derfor omhyggeligt på, hvad jeg har at sige jer
og bring disse ord videre til dem, som ikke er til stede i dag. Oh
folk! Akkurat som I agter disse bjerge, denne dag, denne by som hellig, så
agt hver muslims liv som en hellig pligt. Bring det betroede tilbage til
dets rette ejer. Gør ikke nogen ondt, så de vil skade dig. Husk at du i
sandhed vil møde din Herre og Han vil sandelig beregne dine gerninger. Allah
har forbudt rente, så derfor skal alle fra nu af, give afkald derpå. Din
optjente kapital er din egen og kan ikke røres. Du må hverken tildele
nogen skade eller selv lide uretfærdighed. Det er Allahs dom, at der ikke må
beregnes renter og al forfalden rente til Abbas ibn Abdal Muttalib skal
eftergives. Enhver
ret til blodhævn i islam er fra nu af ulovlig. Den første ret til hævn,
som jeg frafalder, er mordet på Rabiah ibn Harith. Oh
folk! De vantro tillader sig at lave rod i kalenderen med henblik på, at gøre
hvad Allah har gjort forbudt til noget tilladt og prøver at forbyde hvad
Allah har tilladt. Ved Allah der er tolv måneder, fire af dem er hellige måneder,
hvoraf de tre af dem kommer efter hinanden i rækkefølge. Den fjerde måned
er mellem Jumada og Sha’ban. Vogt
jer for Satan for sikkerheden i jeres religion. Han har mistet al håb om
nogensinde at lede jer vild i store sager, så vogt jer for ikke at følge
ham i de små sager. Oh
folk! Det er sandt at I har visse rettigheder over jeres kvinder, men de har
også visse rettigheder over jer. Husk at I har taget dem til ægte under
Allahs tillid og med Hans tilladelse. Hvis de forbliver lydige, så er det
deres ret at blive forsørget i venlighed. Behandl jeres kvinder godt og vær
venlig overfor dem, for de er jeres partnere og hjælpere. Det er ikke
tilladt for dem at oprette venskab med nogle, I ikke godkender og lad dem
ikke gøre noget usømmeligt. Oh
folk! Hør på mig med alvor. Tilbed Allah, forret jeres fem daglige bønner,
hold fast i måneden Ramadan og giv Zakat af jeres rigdom. Udfør pilgrimsfærden,
om I har råd til det. Hele
menneskeheden stammer fra Adam og Eva. Ingen araber er bedre end en
ikke-araber. En hvid er ikke bedre end en sort og en sort er ikke bedre end
en hvid undtagen i fromhed og gode handlinger. Husk
at enhver muslim er broder til en anden muslim og at muslimerne udgør et
broderskab. Ingen muslim kan lovmæssigt tage noget, som tilhører en anden
muslim uden at det er givet til ham frivilligt. Begå derfor ikke uretfærdigheder
imod jer selv. Husk at du en dag vil stå frem for Allah og svare for dine
handlinger. Så vogt jer for ikke at fare vild fra retfærdighedens vej,
efter at jer er gået bort. Oh
folk! Ingen profet eller apostel vil komme efter mig og ingen ny religion
vil se dagens lys. Vær derfor fornuftig, mit folk, og forstå de ord jeg
overbringer jer. Jeg
efterlader mig to ting: Den Hellige Koran og mit eksempel Sunna. Hvis I følger
disse to ting vil I aldrig fare vild. Alle som har hørt mig skal lade mine
ord gå videre til andre og de andre igen til andre og må de sidste forstå
mine ord bedre end dem, som lyttede direkte til mig. Vær
mit vidne, oh Allah, at jeg har overbragt dit budskab til Dit folk.” År
633 døde Den Hellige Profet (saws). Han blev 63 år gammel. Straks efter
Profetens død kom Abu Bakr ud og sagde til folket: ”Sandelig de som tilbad Muhammed (saws) ved, at han nu er død, men de
som tilbeder Allah ved, at Allah er i live og aldrig vil dø.” Derefter
reciterede han dette vers fra Den Hellige Koran sura 3 vers 144: ”Muhammed
er kun en apostel. Mange apostle er gået bort før ham. Hvis han dør eller
bliver dræbt, ville I så vende jer om på jeres hæle? Og hvis nogen
vender om, vil han ikke harme Allah det mindste, men Allah vil straks belønne
den, som tjener Ham af taknemmelighed.” Profeten (saws) blev begravet i sit og hustruen Aishas hus. Huset lå meget tæt på Profetens Moske. Størstedelen af besøg dertil, finder sted i forbindelse med pilgrimsfærden. Mindre end to århundrede efter Profeten Muhammeds (saws) død, var islam spredt over et enormt område, som strakte sig fra Kina i øst til Spanien i vest. Det islamiske imperium blev det største nogensinde i menneskehedens historie. Islam var motivet for denne utroligt imponerende udstrækning. Det var islams lære, der lå til grund for denne utrolige hurtige og vidt udstrakte udbredelse af den muslimske tro. I dag er der mere end en milliard muslimer i verden. De fleste lever i de 46 muslimske lande i Asien og Afrika. Indonesien er det største muslimske land i verden. Der lever også millioner af muslimer i ikke-muslimske lande, fx Indien, Kina og i Rusland, foruden at der kommer flere og flere i USA og Europa. Venligst udlånt af Karima Hvarregaard |